Sparekassen Kronjylland har doneret 10.000 kroner til foreningen KIF Bowls i Kolding, hvor det sociale samvær er i højsædet for de mange pensionister, der går til bowls.
På en råkold novemberdag står 12 pensionister klar til at indtage den grønne udendørsbane i Kolding. Det er den hårde kerne, der er samlet til et par timers spil. Rutineret rulles de asymmetriske kugler, kaldet bowls, ned mod den hvide kugle, kaldet en jack, forenden af banen. Humøret er højt, og de kække bemærkninger sidder løst blandt spillerne.
Stort fokus på det sociale samvær i klubben
KIF Bowls blev etableret i 2015. I starten talte klubben 20 medlemmer, i dag er de over 80, og langt størstedelen er pensionister. De spiller både udendørs og indendørs, og nogle medlemmer spiller op til fem gange om ugen.
-Nogle kommer alene, andre kommer som par, og for mange er det også en livsstil, fortæller formand i KIF Bowls, Palle Schorling i en pressemeddelelse og tilføjer, at de prioriterer det sociale samvær højt og blandt andet arrangerer grillaftener, julefrokost og sommerfest, ligesom de spiser frokost sammen den sidste fredag i hver måned.
Alle har brug for et fællesskab
Det sociale fylder også i selve spillet. Ved hvert spil trækkes der lod om, hvem der skal spille sammen, så alle lærer hinanden at kende. Og netop fællesskabet og det sociale samvær i klubben betyder meget for Nanna Vagner, der er 81 år og går til bowls sammen med sin mand Jørgen.
-Vi er mange, der har brug for et fællesskab. Mange af vores venner er døde, og vi går ikke lige ud og finder nogle nye venner. Men her kommer vi tæt på hinanden, og jeg ved godt, hvem jeg kan gå til, hvis jeg har brug for hjælp, fortæller Nanna Vagner, der indstillede KIF Bowls til en donation fra Sparekassen Kronjylland.
Donation skal styrke fællesskabet
Donationen kommer fra Garant-millionen, hvor Sparekassen sammen med sine garanter uddeler en million kroner om året fordelt over tre gange. Den første uddeling havde fokus på fællesskaber.
-Vi vægter fællesskabet højt i vores klub. Vi er mange ældre, der glæder os til spilledagene og ikke mindst samværet med andre. Det er bare så vigtigt at have noget godt at stå op til, fortæller Nanna Vagner.
Klubbens bestyrelse har endnu ikke besluttet, hvad donationen skal gå til, men ideerne er mange. Fælles er dog, at det skal styrke fællesskabet. Samtidig drømmer de om at udvide klubben med yngre medlemmer.
-Vi spiller nu også tirsdag aften, hvor vi håber at kunne tiltrække de 25-40-årige, fortæller Palle Schorling, formand i KIF Bowls.
Næste uddeling fra Garant-millionen bliver i 2023 og vil have fokus på tryghed.