Læserbrev af Annette Blynel (SF), gruppeformand og medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, Strandgade 27, 5700 Svendborg.
Mon ikke det er på tide, at Regionsrådet starter på en politisk drøftelse af et alternativ til den lægevagt, vi kender i dag. Eller rettere – den lægevagt vi troede, vi havde en aftale om.
Det er med rette, når både borgere og medier stiller spørgsmålstegn ved Regionsrådets ageren. Hvorlænge vil politikerne acceptere, at vagtlægerne egenhændigt beslutter den service, regionens borgere skal have?
SF er af den opfattelse, at der er givet meget lang snor i ivrigheden efter, at få en forhandlingsaftale med vagtlægerne. Det har man forsøgt i to år, og nu er det tilsyneladende helt brudt sammen. Men, hvad skal der så ske? Giver vi ikke indirekte vagtlægerne lov til at lukke 10-12 konsultationssteder og længere telefonventetider, når vi ikke reagerer med andet end ”fy, fy skamme”.
Det er simpelthen ikke rettidig omhu over for de mange, mange borgere som i dag – og de seneste to år, har meget lang transporttid til en vagtlæge. Prisen er høj – både til lægernes honorar og for den mistede service og nærhed til borgerne.
SF har allerede i sommeren 2020 foreslået, at Regionsrådet arbejdede med en plan B og så på alternative muligheder. Det vil flertallet ikke? Hvorfor? Der er mange andre sundhedspersonaler, der med fuld kvalitet kan løfte opgaven. Det foregår allerede i dag på skadesklinikkerne og akutafdelingerne, hvor veluddannede skadessygeplejersker visiterer.
Det er trods alt i omegnen af 80% af alle henvendelser, som er såkaldte ”almindelige” sygdomme, som sagtens kan, og ofte bliver, håndteret af andre faggrupper end læger. Lægerne mener de er overbelastede – ok, så lad os aflaste jer med andre faggrupper, men det vil de tilsyneladende heller ikke acceptere.
Måske skal vi til at kalde det en SUNDHEDSVAGT, hvor alle med sundhedsmæssige udfordringer hurtigt og smidigt kan få den nødvendige sundhedsmæssige bistand.
SF har derfor igen foreslået Regionsrådet, at der nu arbejdes med en plan B. Vi får se, om der kommer opbakning fra de andre partier, eller om man hellere vil bakke op om lægerne, end borgerne?