For anden gang inviterer Geografisk Have til julemarked og tilmed et bæredygtigt julemarked. Det betyder, at varerne er uden plastik og uden unødvendig emballage.
37 stadeholdere står parat med ting til huset, haven og naturen som fuglehuse og haveredskaber samt kunsthåndværk som keramik, filtting, håndarbejde, drejede træting og andre bæredygtige julegaver. Der findes også kulinariske specialiteter som mjød, honning, spiselige tørrede blomster og honningkager.
Boderne er i tre store telte og i pavilloner langs havens hovedsti, så husk varmt tøj og fodtøj.
Ved Geografisk Haves hovedindgang står repræsentanter for de mange frivillige i haven klar med salg af honning fra Geografisk Have og diverse spændende pynte-grønt materialer – også fra Geografisk Have.
Spis bæredygtige julelækkerier
På pladsen foran Væksthuset er Julecafé Lykkefund klar med hjemmelavet gløgg og glümost samt æbleskiver med havens hjemmelavede og populære paradisæblegelé. Hos Eventyrpandekager kan man forsyne sig med dejlige pandekager, både den søde og den sunde slags, for der er madpandekager med vegetarfyld.
Giv børnene en glad oplevelse
De glade julemusikanter Karen og Else fra sidste år er på spil igen og sætter ekstra gang i julestemningen med harmonika, violin og guitar. Julemanden har meldt sin ankomst og læser julehistorier i havens Regnvejrshytte, hvor der næsten er garanti for at havens søde kat også vil holde et vågent øje med at det hele går rigtigt for sig.
En hestevogn står også parat til at trille en tur, så man kan opleve haven fra en ny vinkel. Måske har familiens mindste også lyst til at prøve en træktur på en pony – det kan man både lørdag og søndag.
Om søndagen kan man også få lov til at være med til at strigle ponyerne. Ponyridning var meget populært i efterårsferien, så derfor gentages successen. Husk også at hilse på havens geder, hvis du kan klare duften, for lige i øjeblikket har vi en gedebuk på besøg.
Kom til havebanko
Som en særlig nyhed kan man deltage i havebanko for hele familien, hvor tallene på pladerne er udskiftet med fine fotos fra Geografisk Have. Men ellers er ”reglerne” de samme – har man fuld plade, vinder man en præmie. Der er præmier både til voksne og børn. Det er lørdag at der afholdes banko – og det er kl. 14 i Væksthuset.
Giv bedstemor et professionelt foto af børnene
En af årets nyheder er, at man kan få taget et professionelt billede af den dygtige fotograf Philipp Braun fra SpotOnStudios i havens Væksthus. Der skal/kan bookes tid på forhånd til dette – se havens hjemmeside. Med hjem får man 3-5 digitale fotos i virkelig god kvalitet. Dette er kun et tilbud om lørdagen.
Få viden om bæredygtighed med hjem
Mød Redux, som guider dig til at pakke dine julekøb lækkert ind med genbrugsmaterialer. Tag indpaknings-guides med hjem, så du kan gøre det derhjemme og få også en snak om, hvordan julen kan gøres mere bæredygtig uden at give køb på julehyggen.
Fri entré for alle med årskort eller medlemmer
Årskortholdere og medlemmer af Geografisk Haves Venner har fri entré til julemarkedet ligesom alle børn og unge under 18 år. Ellers koster det vinterentré at besøge haven, 50 kr./voksen, 40 kr./pensionist og 25 kr./studerende.