Kolding Teaterforening er klar med et show i den kommende uge.
Onsdag den 9. november gæster Ulf Pilgaard sammen med Lukas Birch Kolding Teaterforening på Kolding Egnsteater. Sammen vil de have et talkshow, hvor Ulf Pilgaard fortæller løst og fast om oplevelser fra sine mange år på scenen.
Hvem er Ulf Pilgaard, når lyset slukkes i salen? Hvilke historier bliver fortalt bag scenen? I 60 år har Ulf Pilgaard beriget film, teater og radio i Danmark – i 40 år har han været fast inventar i Cirkusrevyen, hvor han takkede af i sommeren 2021. Men hvem er han?
Kom med helt ind i baglokalet – backstage, hvor skæbner mødes, griner, græder – og fortæller røverhistorier. Det er et show hvor Lukas Birch går helt tæt på en af Danmarks mest populære skuespillere, Ulf Pilgaard, og udfordrer ham både komisk og alvorligt. Her går Ulf Pilgaard i dybden med sin legendariske karriere og de historier, der ellers aldrig er fortalt.
Publikum bliver taget på en minderig rejse, hvor der fortælles om de store øjeblikke på scenen. Det er historier, som vi som almindeligt publikum ellers aldrig får del i.
Showet finder sted den 9. november klokken 19.30 på Kolding Egnsteater. Billetter kan købes her…