Kolding Netavis

Infomøde om udbygningen af motorvejen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Sønderjyske Motorvej udbygges på strækningen fra Esbjergmotorvejen til sammenfletningen med Taulovmotorvejen. Foto: Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet planlægger at udbygge Sønderjyske Motorvej ved Kolding og inviterer i den anledning til informationsmøde om projektet i Forum Kolding i Bramdrupdam.

Sønderjyske Motorvej E45 rundt om Kolding har gennem mange år været et trafikalt knudepunkt for færdslen mellem landsdelene. I takt med den øgede trafik er strækningen særligt i myldretiden præget af kødannelse. For at øge fremkommeligheden og få den stigende trafik til at glide lidt bedre på motorvejsnettet har et flertal i Folketinget besluttet at udbygge en seks km lang motorvejsstrækning med et ekstra spor.

På informationsmødet i Kolding kan du få mere at vide om planerne. Der vil være to korte identiske oplæg om projektet klokken 17 og igen klokken 19. Resten af tiden er der mulighed for at tale med fagfolk fra Vejdirektoratet og Kolding Kommune og få svar på spørgsmål.

Det foregår tirsdag den 8. november klokken 17-21 i Forum Kolding i Bramdrupdam.

Det er motorvejen mellem afkørslen til Esbjergmotorvejen i syd og sammenfletningen med Taulovmotorvejen i nord, som planlægges udbygget. Den del af strækningen, som har to spor i hver retning, får tre spor, mens strækningen med tre spor i hver retning udbygges til fire spor. Som led i projektet skal cirka to km eksisterende støjskærme ved Bramdrupdam flyttes, og en støjvold skal forhøjes med cirka en meter.

I øjeblikket er Vejdirektoratet i gang med at opdatere den såkaldte miljøkonsekvensvurdering for udbygningen. Når rapporten er færdig, bliver den sendt i høring, hvor alle får mulighed for at komme med kommentarer.

Den færdige miljøkonsekvensvurdering skal danne grundlag for en anlægslov, som Folketinget ventes at behandle i 2023. Ifølge den foreløbige tidsplan kan anlægget til skønsmæssigt 567 mio. kr. gå i gang i 2025 og være klar til indvielse i 2028.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel