Kolding Netavis

Trapholt hylder nyudlærte snedkere

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Trapholt
Foto: Lasse Skov Photography.

Søndag den 6. november afholder Trapholt det traditionsrige ’About Wood’ for ellevte år i træk i samarbejde med Snedkernes Uddannelser.

Dagen byder på en præsentation af årets højest præmierede svendestykker fra landets snedkeruddannelser og et møde med de unge snedkere selv.

Trapholt fyldes med duften af træ, når 19 af de bedste nyuddannede snedkere præsenterer deres præmierede svendestykker. Høj håndværksmæssig kvalitet og grundighed er gennemgående blandt svendestykkerne, der er lavet af møbelsnedkere og maskinsnedkere.

Trapholts besøgende kan komme helt tæt på detaljerne og få en snak med de nyudlærte snedkersvende, når de står klar til at fremvise deres præmierede svendestykker.

På dagen udstiller de deres svendestykker, der alle er præmieret med enten sølv eller bronze (guld findes ikke) og fortæller gerne om deres møbler og erfaringer, nye teknikker og gamle traditioner.

Der er også mulighed for at møde 34 trædrejere fra hele landet, som i 2019 bidrog til det fællesskabte værk TINGSTED på Trapholt. Nu vender trædrejerne tilbage til museet, og denne gang har de fået et nyt kreativt benspænd: deres genstand skal være en beholder med låg, kunne rumme mindst en liter og maximalt have en bredde på 30 cm x dybde 30 cm og højde 50 cm.

Se, hvordan de har løst udfordringen og hør historien bag træet.

Man kan naturligvis også opleve resten af Trapholt og bl.a. se den store udstilling CONNECT ME, som stiller skarpt på vores forbindelse til naturen, teknologien og hinanden.

For de designinteresserede er det muligt at krydre dagen med en guidet introduktion til Arne Jacobsens Kubeflex sommerhus, som giver et særligt indblik i dansk design.

Praktisk info

  • Sted: Trapholt, Æblehaven 23, 6000 Kolding.
  • Dato: Søndag d. 6. november kl. 10-17.
  • Guidet introduktion til Arne Jacobsens Kubeflex sommerhus kl. 11, 13 og 15
  • Guidet introduktion til CONNECT ME kl. 12 og 14
  • Arrangementet er inklusiv i entréen til museet. Børn og unge under 18 år kommer gratis ind.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel