Læserbrev af Karina Lorentzen (SF), gruppeformand, Sindalvej 4, 6000 Kolding.
Har du nogensinde hørt om, at man kan være minus dårlig til noget? Heller ikke mig. Men ikke desto mindre er det tilfældet med den karakterskala, som vi bedømmer vores unge på.
For ikke nok med, at man kan dumpe ved karakteren 00. Man kan faktisk også falde helt igennem gulvet og få -3. Så man altså ikke bare er dumpet, men dobbeltdumpet.
Derfor ønsker vi at få lavet om på karakterskalaen. Det skal ind i et nyt regeringsgrundlag. For da man lavede karakterskalaen om, ændrede man hele grundlaget. Væk røg kreativiteten, og i stedet kom straf og trækken-ned i karakter, hvis man begår en fejl.
Derfor skal vi have en karakterskala med færre spring og ingen minuskarakterer. For eksempel ved at sige 0, 2, 4, 6, 8, 10 og 12 og bestået er 2. På den måde får vi udryddet nulfejls-kulturen.
Vi får givet unge mere ro på, så de ikke skal frygte for at fejle. Og vi får skabt en sund skolekultur.