Kolding Netavis

Christian Rabjerg inviterer på gratis biograftur

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Christian Rabjerg Madsen (S). Foto: Steen Brogaard.

Nu rykker valgkampen også ind i biografen. Christian Rabjerg Madsen har nemlig valgt at bruge en del af sit valgkampsbudget på at invitere børnefamilier på en gratis tur i biffen. Det har han gjort på sin Facebook-side, hvor de hurtige kan tilmelde sig.

Den socialdemokratiske minister og folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen vil gerne bruge en del af sin valgkamp på at give lidt tilbage til børnefamilierne. Stigende priser betyder, at flere og flere sidder hårdt i det, og Christian Rabjerg Madsen håber, at hans initiativ kan give nogle af de trængte familier en ekstra god og hyggelig oplevelse.

-Jeg synes valgkampen var en god anledning til at lave et lidt anderledes arrangement, som forhåbentlig kan glæde en række familier her i efterårsferien. Rigtig mange oplever lige nu, at der er blevet færre penge til den slags familiearrangementer. Så jeg håber at der er nogle børnefamilier, som synes, det kunne være sjovt og hyggeligt at komme en tur i biografen, siger Christian Rabjerg Madsen.

Man har mulighed for at komme ind og se én af de to familieforestillinger. Den ene film er ”Skolen med magiske dyr”, som bliver vist i Vamdrup Kino lørdag den 22. oktober. Den er dog allerede udsolgt. Der er få billetter tilbage til den anden film ”Poter af stål” i Nicolai Biograf i Kolding søndag den 23. oktober. Begge film er for børn og voksne i alle aldre.

Christian Rabjerg Madsen forudser, at kritikere vil sige, at det bare handler om valgkamp. Men Christian Rabjerg Madsen er helt åben om, at initiativet selvfølgelig er en del af valgkampen, men at det er en sjovere måde at bruge pengene på end på endnu flere plakater eller reklamer.

-Arrangementet er jo en del af min valgkamp, men her synes jeg da, at der er tale om et initiativ, som kan sprede lidt glæde, og at en række familier kan få sig en hyggelig eftermiddag sammen i biografen, siger Christian Rabjerg Madsen.

Billetter til filmen i Kolding kan fås her. Det er først til mølle, og der er kun et begrænset antal billetter.

”Skolen med magiske dyr”

Vamdrup Kino
Lørdag den 22. oktober kl. 12.45

”Poter af stål”

Nicolai Biograf i Kolding
Søndag den 23. oktober kl. 14.15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel