Kolding Netavis

IBA-studerende vil gøre det nemmere at holde en fed fest

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Skole
Michael Nielsen Søberg løb med sejren, da IBA onsdag aften holdt iværksætterkonkurrence. Foto: IBA.

Når man vil holde en stor fest, er der straks en bunke af spørgsmål, der melder sig: Hvor skal festen holdes? Hvem skal levere maden? Hvad med musikken? Og sådan kan man blive ved.

For at få svar på de mange spørgsmål, må man ofte søge i øst og vest, før brikkerne falder på plads, og man kan byde sine gæster velkommen.

Men nu vil Michael Nielsen Søberg gøre livet lettere, hvis man går med party-planer. Michael studerer Entreprenørskab og design på IBA Erhvervsakademi Kolding, og han har netop vundet en iværksætterpris for sin gode idé. Og for sin evne til at præsentere den for et dommerpanel på blot tre minutter.

Ideen kalder han Evenio. Det er navnet på den digitale platform, han er ved at udvikle. Når den er oppe at køre, så kan man nøjes med at klikke ind på hans hjemmeside, hvis man skal holde bryllup, fødselsdag, polterabend eller et firmaarrangement.

-På Evenio får man en overblik over lokale leverandører, som kan hjælpe med dit arrangement – uanset om det gælder maden, underholdningen eller selve placeringen. Og du behøver kun at gå på Evenio for at få kontakt til dem alle sammen, fortæller Michael Nielsen Søberg i en pressemeddelelse.

Han sammenligner sin idé med den populære madplatform Just Eat, hvor du på én og samme hjemmeside får et overblik over, hvem der leverer takeaway i et bestemt område.

Med ideen til Evenio løb Michael Nielsen Søberg med sejren, da IBA onsdag aften holdt iværksætterkonkurrence. Det er en tilbagevendende begivenhed, når akademiet har besøg af studerende fra University of North Alabama. I år deltog også en gruppe af hollandske studerende, der også gæster Kolding lige nu.

-I løbet af studiet gør vi meget, som skal styrke de studerende som iværksættere. Det er denne konkurrence en del af. De arbejder med at præsentere deres idé på meget kort tid, og vi kan samtidig se, at de danner netværk med de udenlandske studerende, der også deltager i konkurrencen, fortæller Oksana Jørgensen, der er chef for optag, studie- og karrierevejledning på IBA.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel