Læserbrev af Niels Henning Bladt (V), Folketingskandidat for Venstre i Kolding Kreds Nord, Sct. Knuds Vej 54, 6000 Kolding.
Uanset hvor man kigger i dag, er der vist næppe en lygtepæl i byen, hvor der ikke hænger en valgplakat. Jeg hænger selv i nogle af dem, og jeg er meget ambivalent med det.
Inden jeg begyndte at interessere mig for politik, hadede jeg valgplakater. Jeg har aldrig kunnet huske en eneste person fra valgplakaterne, og jeg syntes, det var et kæmpe ressourcespild. På det tidspunkt kunne jeg ikke fore-stille mig at se plakater af mig selv i træer og lygtepæle Det er plastik, det er ikke miljøvenligt – og jeg syntes, det så grimt ud. Ikke desto mindre finder vælgerne plakater af mig i lygtepælene i dag …
Folk tror fejlagtigt, at plakater giver stemmer på kandidaten. Men plakater er for det meste en ”reminder” på personen. Hvis du f.eks har set mig i bybilledet, måske endda hilst på mig, genkender du min plakat, når du er ude på gaden. Det vil få dig til at huske mig op til valget – og måske endda stemme. Nogle bruger dem også til at se, hvilke personer man kan stemme på i deres parti. Så kan vælgerne efterfølgende gøre sig tanker om, hvilken kan-didat for “deres parti”, de vil stemme på.Plakater er derfor ret effektive, hvis blot man bruger dem korrekt, for plakater alene gør givetvis ikke den store forskel.
Jeg var derfor nødt til at indse, at hvis jeg skal have en chance for en plads i Folketinget, bliver jeg nødt til at have plakater. Især de steder hvor folk kender mig og ser mig.
At fravælge plakater er derfor ikke nemt for en kandidat, og det er virkelig få, der vælger ikke at have plakater. Enhedslisten har ikke kandidatplakater, men kun partiplakater. Jeg har dog set en enkelt kandidat fra et andet parti, som proklamerede på facebook, at han ingen plakater har. Jeg ser næppe nogen stor chance for ham at blive valgt, men det bliver spændende at se hans resultat, og om mit postulat er korrekt.
Antallet af plakater er også steget stødt de sidste mange år, især nu hvor man er gået over til kanalplast. De er blevet billigere at købe og nemmere at sætte op. Der opstår også et kapløb omkring antal plakater. Hvis min mod-kandidat har 3.000 plakater, så skal jeg have 4.000. Jeg skal være mere synlig, så har jeg større chance. Til næste valg vil modkandidaten muligvis have 5.000 plakater, og så ruller bolden. Det er et kapløb om at være mest synlig med plakater. Man bryder sig ikke om det, men man føler, det er nødvendigt at tage del i kapløbet.
Hvis man skal have plakathelvedet under kontrol, kan man nok desværre ikke tale partierne til fornuft. Partierne kunne lave en intern aftale om antal af plakater. Men en sådan tale er skrøbelig. Hvis bare en person eller et parti bryder aftalen, og så er vi tilbage til start med oprustningen af plakater. Når man ser den samme person 3 gange på samme lygtepæl, og at der hænger 9 personer på samme lygtepæl, begynder man at tvivle på fornuften ved den ordning, vi har nu. Nemlig at der ikke er nogen ordning.
Hvis der skal gøres noget, skal det derfor være fra politisk side. Enten forbydes plakater, dette ser jeg dog som usandsynligt, da det er partiernes egne plakater, vi taler om. Man kan også prøve at moderere omfanget – altså simpelthen bestemme hvor mange plakater hver kandidat kan have til kommunalvalg, folketingsvalg, EU valg og regionsvalg.
Nu har jeg taget en tørn for at italesætte det opgør med plakatkulturen, vi bør have. Jeg vender blikket mod det forestående valg. Plakater er med til at minde os om, at der er valg. Den dag de bliver sat op, kan man jo kalde “demokratiets dag”. Vi mindes om, at vi skal bruge vores stemme i det demokrati, vi lever i. Lad os fejre demokra-tiet – men uden al den plastik. Der skal simpelthen modereres, og det kan nok kun gøres ved lov.
