Kolding Netavis

Psykolog er rykket helt tæt på de studerende

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Psykolog Maria Outzen holder til i lokale 5.07 hver eneste torsdag på IBA Erhvervsakademi Kolding. De studerende kan på forhånd gå ind og booke en tid på Studenterrådgivningens hjemmeside. Foto: IBA.

For mange studerende har det været en stor hjælp, at Studenterrådgivningen siden sommerferien har rykket psykologer ud på de videregående uddannelser. –Det har gjort en stor forskel, siger psykolog Maria Outzen.

Studerende, som døjer med tunge tanker, har fået kortere vej til hjælp. Siden sommerferien har Studenterrådgivningen nemlig valgt at rykke kontoret helt ud, hvor de studerende læser deres videregående uddannelser. Og det har fra begyndelsen været en succes, fortæller psykolog Maria Outzen:

-Det har gjort en stor forskel. Vi får henvendelser fra mange flere studerende end før. Og vi møder studerende, som vi tidligere havde svært ved at få kontakt til, siger hun i en pressemeddelelse.

Den nye ordning kaldes for ”Fremskudt indsats”.

Ordningen betyder for eksempel, at hun om torsdagen har kontor på IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor Maria Outzen tager imod studerende, der af forskellige årsager har brug for at tale med en psykolog. På andre faste ugedage rådgiver hun på andre videregående uddannelser i Campus Kolding.

-Det er ambitionen med den fremskudte indsats, at rådgivningen skal nå flere studerende. Og det mål er allerede blevet indfriet, fortæller Maria Outzen. Hun har sit program fyldt fra morgenstunden, når hun møder op.

-For mange af de studerende er det både blevet nemmere og mere overkommeligt at finde frem til os. Og måske føles det også mere trygt for studerende her på IBA, at de bare skal gå op på 5. sal, og så finder de mig i nogle omgivelser, som de kender godt i forvejen, siger psykologen.

Hun tilføjer, at ude på uddannelsesinstitutionerne har der også været god opbakning til den fremskudte rådgivning. Det betyder, at de studerende fra første dag bliver gjort opmærksomme på, at der er en nem mulighed for at få kontakt til en psykolog, hvis tilværelsen som studerende slår knuder.

Bedre gennem studierne

Nogle kommer til Studenterrådgivningen, fordi de har problemer, som direkte har med studielivet at gøre.

Det kan for eksempel handle om forventningspres eller risiko for at falde fra studiet. Andre har udfordringer, som de tager med fra deres privatliv uden for undervisningen. Det kan handle om skilsmisse, tab, en diagnose eller noget helt fjerde.

Studenterrådgivningen henvender sig til studerende, som man vurderer at kunne hjælpe indenfor en kort tidsramme. Et forløb hos psykologen kan strække sig op til fem samtaler. Kerneopgaven er at hjælpe de studerende, så de klarer sig bedre gennem deres studieforløb.

-Nu er vi forholdsvis nye her på IBA, men det er hensigten, at hvis vi med tiden får øje på nogle tendenser, der går igen hos flere af dem, vi taler med, så kan vi tage bestemte temaer op i en større gruppe af studerende, slutter Maria Outzen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel