Kolding Netavis

Bilekspert: Behovet for mikrobiler er historisk højt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Historisk stigende priser på både biler og brændstof har skabt øget behov for mikrobiler i Danmark. Det vurderer Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.dk. Foto: PR.

Behovet for mikrobiler er historisk højt i Danmark, vurderer bilekspert Jan Lang. Hos Bil & Co i Kolding kan det i høj grad mærkes, at efterspørgslen stiger på de mindste biler.

Historisk store prisstigninger på både biler og brændstof har øget behovet for mikrobiler i Danmark. For forbrugerne er mikrobilen den mest budgetvenlige bilinvestering, og det er derfor en ulempe for dem, at bilproducenterne udfaser den. Det vurderer Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.dk.

Mens adskillige bilproducenter dropper mikroklassen, har Toyota holdt fast og taget mikrobilen til nye højder med opgraderingen af deres Aygo-model. Hos bilhuset Bil & Co i Kolding mærker man tydeligt efterspørgslen på de mindste modeller.

-Vi oplever for tiden stærkt stigende interesse for vores mikrobil Aygo X, som lever op til det, som mange af vores kunder efterspørger for tiden. Det er en økonomisk brugsbil, som er nem at navigere og har de nyeste sikkerhedsforanstaltninger, fortæller Allan Kling-Petersen fra Bil & Co i en pressemeddelelse.

En opgørelse fra De Danske Bilimportører viser, at den nye Toyota Aygo X var den bedst sælgende bil i juli 2022.

Bilejere vægter pris og grønne hensyn

Ifølge Jan Lang kan mikrobilens popularitet blandt forbrugere forklares med, at den qua dens størrelse en billig basisbil i indkøb, og den kører længere på literen end større modeller.

-Når brændstofpriserne stiger, er det derfor bekvemt for eksempel at kunne køre 25 kilometer på en liter frem for 12 kilometer. Det betyder også, at mikrobilen er mere klimavenlig end andre fossilbiler, og det betyder mere og mere for mange bilejere, fortæller Jan Lang.

Mikrobilen kan få comeback som elbil

Ifølge Jan Lang værdsætter forbrugere et bredt udbud af biltyper hos landets bilproducenter.

-Når man som bilproducent vælger at udfase mikrobilen, giver man automatisk en stor del af markedet til dem, som fastholder den, heriblandt Toyota. Det svarer til, at Pepsi stopper med at producere Pepsi Cola. Så giver de meget af markedet til Coca Cola, siger Jan Lang og tilføjer:

-Der er dog en interessant udvikling i gang, hvor mikrobilen i de kommende år vil kunne få comeback som elbil. For nogle bilproducenter, som ellers har droppet mikroklassen, er små elbiler en mere rentabel forretning, fordi de har en billigere teknologi end fossilbiler og dermed er billigere at producere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel