Kolding Netavis

23-årig tysk mand forsvundet i Danmark: Sidst set i Hejls

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Hejls
Foto: Lübeck Politi.

Tysk politi efterlyser en 23-årig mand, der er forsvundet i Danmark. Han er sidst set i Hejls.

Politiet i Lübeck i Tyskland efterlyser 23-årige Maximilian M. fra Lübeck, der ikke er set siden 17. juli i Danmark. Han blev sidste set i Hejls og Vejle, oplyser politiet.

Han havde været på tur i sin autocamper. Han blev fundet desorienteret og havde blackout, men inden lægehjælpen nåede frem, var han forsvundet.

Autocamperen og en bærbar computer er sidenhen blevet fundet.

Maximilian M. er kronisk syg og har akut brug for medicin.

-Han elsker kitesurfing og sejlads og tager gerne steder hen, hvor natur, vind og bølger vækker følelser af frihed, fortæller Lübeck Politi i døgnrapporten, der har fået den udtalelse fra Maximilians mor.

Han kan i følge politiet også opholde sig på Rømø eller i Ebeltoft.

Maximilian M. beskrives som 185 centimeter høj, slank og med kort og mørkblondt hår. På ryggen har han en stor tatovering af et elefanthoved, mens han på venstre skulder har en tatovering af en cirkel.

Hvis du ser Maximilian M., så kontakt dansk politi på 114 eller politiet i Lübeck.

Foto: Lübeck Politi.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel