Slotssøbadet i Kolding skruer ikke ned, men fortsætter med god service og gode oplevelser.
I disse uger skrives der rigtig meget i stort set alle danske medier omkring den foranstående forsyningskrise, vi forventer kommer til Danmark denne vinter.
Men hvor der snakkes om nedlukninger, nedsættelse af temperatur i bassiner og meget andet, så slår Slotssøbadet og Kongeåbadet koldt vand i blodet.
-Vi har lidt utraditionelt udpeget en medarbejder i hver af vores faciliteter som ”miljøminister” – det gør vi for at få ”det at slukke lyset” ind under huden på vores medarbejdere. Vi ønsker at fastholde, at alle vores loyale gæster kan være sikker på i den kommende tid, at alt er, som det plejer, fortæller direktør for badene, Otto Skak, i en pressemeddelelse.
Rettidig omhu
Man har for at spare forsøgt at lave tiltag, som ikke påvirker gæsterne direkte. Eksempelvis er der for kort tid siden skiftet pumper til mere energirigtige, lavet et maskinel til at opvarme genanvendt brusevand til nyt og mange andre ting, som gæsterne ikke mærker til.
-Det kalder vi rettidig omhu, siger Otto Skak.
Senest ønsker Slotssøbadet, som også driver en del øvrige idrætsfaciliteter m.v. i Kolding Kommune, at implementere omstilling til en mere grøn profil. Eksempelvis vil man forsøge, at afprøve om solceller kan blive en mulighed for driften i flere af stederne – ikke mindst i Forum Kolding Bramdrupdam, hvor der rådes over store tagkonstruktioner, hvor solcellerne ikke ville kunne ses fra gaden.
Der kan komme “miljøtillæg”
Slotssøbadet og Kongeåbadet følger nøje udviklingen på energiområdet og da der er voldsomme forbrugsudgifter begge steder, kan det medføre, at der lidt senere i 2022 kommer et såkaldt ”miljøtillæg” til dækning af de ekstreme udgifter.
Størrelsen af miljøtillægtet er endnu ikke lagt fast – men vil kunne blive et midlertidig tillæg til priserne stabiliseres. Der vil ugentlig blive sat fokus på forbrug både overfor gæster men også som inspiration til at holde fokus for medarbejderne.
-Vi satser nok på en mere offensiv løsning i denne krise end vores kolleger, siger Otto Skak. Der er en tendens til at tingene går i selvsving – hvorfor ikke forsøge at få flere gæster end det modsatte? Man skal forvente, at vi altid forsøger at vende samfundets udfordringer på en positiv mulighed for os, slutter Otto Skak, som har stået i spisen for virksomheden i mere end 26 år.