SF’s lokale folketingsmedlem Karina Lorentzen har været med til stolegymnastik i Christiansfeld med omtrent 30 rørige ældre i byens brugerstyrede aktivitetshus.
Hun fik selv lov at være med en del af tiden, hvor der blev lavet arm- og knæbøjninger med elastikker fra en stol.
-Det er ret livsbekræftende at være sammen med de ældre på den måde. Flere beskrev, hvordan det gav større trivsel og bedre velbefindende, og det gælder jo både den konkrete træning, men også tredje halvlej med kaffe, som giver sammenhold og fællesskab, fortæller Karina Lorentzen i en pressemeddelelse.
Dagens alderspræsident var 88 år og absolut frisk – og en ud af cirka 75 ældre alene i Christiansfeld, som går til stolegymnastik. Stolegymnastik findes mange steder i Kolding, og det er en gratis aktivitet, da holdlederne er frivillige, som kommunen har hjulpet med en instruktøruddannelse.
-Det er et kæmpe forebyggelsespotentiale i at holde kroppen i gang. Jeg er overbevist om, at de fleste gerne vil klare sig længst muligt uden hjælp, og jeg tror på, at det øger sandsynligheden, når man bliver ved med at være aktiv, siger Karina Lorentzen.
Karina Lorentzen besøgte også nørkledamerne i Vonsild og nåede dermed rundt om to af de tyve brugerstyrede huse i Kolding.