Den 1. oktober er det slut med kaffevaren i Kolding.
Den kendte kaffebar i Kolding, Tobbers på hjørnet i Munkegade, lukker og slukker efter syv år i Kolding. Det oplyser Torben Lund og Charlotte Pipenbring på Facebook. De har sammen drevet kaffebaren.
Men den 1. oktober slutter dette eventyr. Her er det sidste åbningsdag:
-Vi har de sidste mange år arbejdet rigtig meget, og vi har brug for at omlægge vores forretning, så vi også har tid til at passe lidt på os selv. Vi har vist brug for at komme lidt ned i tempo. Vi har de sidste syv år gjort det til en ære, at tilbyde lokal friskristet kaffe og lækker hjemmelavet mad til lave priser, til gavn for alle. Og det har været en kæmpe fornøjelse, skiver Torben Lund og Charlotte Pipenbring.
Frem til sidste åbningsdag er alt, som det plejer at være.
Den 2. oktober er der åbent hus og loppemarked, hvor der kan købes en souvenir med hjem, drikke en gravøl eller spise et sidste stykke kage.
Torben Lund og Charlotte Pipenbring lægger nu kræfterne i 27B (Klostergade, red.), der bliver det moderne forsamlingshus med blandt andet mad ud af huset og arrangementer.