Kolding Netavis

Opråb: -Der skal flere midler til biodiversitet og til vandløbspleje- og vedligehold

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Poul Bøving Christensen (t.v.) og Torben Lindholst (t.h.). Pressefoto.

Kolding Byråd vedtog 31. maj 2022 en ambitiøs biodiversitetsplan, som ikke er ledsaget af den nødvendige finansiering, oplyser Kolding Herreds Landbrugsforening i en pressemeddelelse.

-I de kommende uger skal politikerne forhandle budget, og dermed er der rig mulighed for at udmønte de flotte politiske hensigter, der tidligere blev nævnt på blandt andet Naturtopmødet op til kommunalvalget sidste år. Her talte de politiske spidskandidater varmt for at give natur og biodiversitet bedre forhold. Og baggrunden er også alvorlig nok, fortæller Torben Lindholst, formand for Kolding Sportsfiskerforening.

Kolding Kommune er nemlig at finde på en lidet flatterende 85. plads over kommunernes naturkapitalindeks. Omsat til økonomi betyder det, at Kolding Kommune ligger på en sørgelig bundplacering i forhold til afsatte midler til natur/miljø med 23 kr. pr. indbygger, hvor landsgennemsnittet er på 155 kr. pr indbygger.

Landbruget og Koldings sportsfiskere har fælles interesse i at forbedre forholdene i kommunens vandløb og at vandløbene tilgodeses med plejetiltag og vedligehold, så både natur- og afvandingsinteresser tilgodeses.

-Aktuelt er vi (Kolding Herreds Landbrugsforening og Kolding Sportsfiskerforening) gået sammen for at undersøge mulighederne for at forbedre biodiversiteten i Kolding Å. Ved en nylig fælles besigtigelsestur langs åen konstaterede vi, at mængden af ”gode” vandplanter gennem de senere år er kraftig mindsket, og at skjulesteder for fisk og smådyr langs brinker ligeledes er eroderet bort. Vi har en række forslag i støbeskeen, og vi vil i september drøfte disse med Kolding Kommunes vandløbsfolk. Kendetegnende for alle forslagene er, at de ikke vil forringe lodsejernes dræn fra de omkringliggende marker, fortsætter Torben Lindholst.

Poul Bøving Christensen, næstformand for Kolding Herreds Landbrugsforening siger:

-Vi oplever, at brinkerne langs åen mange steder er udsat for kraftig erosion, og at bunden på lange stræk består af en sandørken uden naturlig vegetation og bundforhold. Én af årsagerne kan muligvis være omlægning af Kolding Å systemet tilbage i 2008, hvor vandet fra Vester Nebel Å nu ikke længere løber via Dons-søerne og Harteværket, men ledes tilbage i det oprindelige å løb.

-Dette betyder, at dele af Kolding Å i dag skal lede betydeligt mere vand, og samtidig ser vi stadigt hyppigere hændelser med ekstremnedbør, hvor engene oversvømmes. Det belaster både åen og muligheden for at opretholde plejen og afgræsningen af engene, oplyser Poul Bøving Christensen, der udover at være næstformand for KHL også er lodsejer ved Kolding Å og har en større kødkvægsbesætning, som afgræsser engene.

De to foreninger foreslår konkret at etablere et større gydestryg i Kolding Å med en længde på ca. 80 meter. Kolding Sportsfiskerforening er allerede godt i gang med et mindre test-gydestryg i Åkær Å på ca. 40 meters længde. Foreningen står selv for finansieringen af de ca. 50.000 kr. som projektet ventes at løbe op i. Erfaringerne herfra vil kunne bruges til anlæg af et eller flere større gydestryg i Kolding Å.

-Vi foreslår også at genetablere vækststeder for vigtige vandplanter som vandranunkel og gå nye veje for at skabe variation i bunden af åen for at sikre skjule- og opvækststeder for fisk og smådyr. Men en genetablering af gode biodiversitetsforhold i Kolding å er jo ikke gratis. Derfor appellerer vi til Koldings politikere om at følge konkret op på de gode hensigter på Naturtopmødet og i Biodiversitetsplanen, siger Torben Lindholst.

Poul Bøving Christensen supplerer:

-Vi anbefaler derfor politikerne at øge de budgetterede midler til vandløbsrestaurering og vedligehold og dermed også muligheden for at give en stor håndsrækning til de planer, som Kolding Herreds Landbrugsforening og Kolding Sportsfiskerforening sammen har for at forbedre biodiversiteten i og omkring Kolding Å.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel