Skriver du, eller vil du gerne i gang med at skrive? Litteratur6000 afholder sit årlige skrivekursus, og denne gang er det med forfatter og skriveunderviser Sandra Schwartz.
Skrivekurset, der primært handler om at skrive dialog, henvender sig til alle unge og voksne, begyndere og øvede.
-At skrive dialog kan godt være lidt svært, men det er også sjovt. En god dialog sætter scenen, viser karaktererne, driver handlingen frem og flyder let og ubesværet, forklarer Sandra Schwartz.
Hun vil gennem korte oplæg, eksempler og konkrete skriveøvelser dykke ned i, hvad dialogen i fiktion kan, og hvordan der kan arbejdes med den til at gøre ens fortællinger og karakterer dybere og mere nuancerede.
Sandra Schwartz er født i 1979. Hun har udgivet en lang række bøger for børn og unge på forlag som Carlsen og Høst & Søn samt noveller for voksne. Som skriveunderviser har hun stor erfaring fra adskillige skrivehold på biblioteker og skoler samt Brønderslev Forfatterskole og Kær-litt litteraturfestivalen.
Der er et begrænset antal pladser på skrivekurset. Er man medlem af Litteratur6000, får man rabat.
Skrivekurset foregår på Kolding Bibliotek lørdag den 1. oktober klokken 11-16. Sidste frist for tilmelding er den 15. september. Billetter kan købes her.