Kolding Netavis

”Næste stop: Strandhuse… 100 år med bybusser i Kolding”

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kulturnatten
Bybusserne i Kolding kan i år kan fejre 100-års jubilæum. Foto: Peter Thastum.

Den første bybus i Kolding kørte til Strandhuse Badehotel. Det blev startskuddet til de næste 100 år med bybusser i Kolding, som i år kan fejre 100-års jubilæum.

I den anledning udgiver Kolding Stadsarkiv i samarbejde med en række frivillige kræfter bogen: ”Næste stop: Strandhuse – 100 år med bybusser i Kolding”.

Bogen præsenteres med en festlig reception om eftermiddagen på kulturnatten fredag den 2. september. Her bliver der mulighed for både at møde bogens forfattere, købe bogen samt høre taler fra udvalgsformændene; Eva Kjer Hansen (Kultur) og Jakob Ville (Plan og Teknik). Det er gratis og alle er velkomne.

I bogen fortæller forfatterne Søren Agerskov, Ole Bøglund og Tony Werling om den spæde start som et lille privat aktieselskab, der blev stiftet under navnet: Aktieselskabet Kolding Omnibus-Selskab og etableringen af den første busrute til Strandhuse.

Bybus stoppested på Haderslevvej 1955. Ukendt fotograf.

Selskabet voksede og med tiden blev bybusserne en del af den kollektive trafik, som blev overtaget af det offentlige. I dag er bybusdriften samlet i store regionale trafikselskaber. Fortællingen om Koldings bybusdrift er også en anderledes fortælling om byen Koldings udvikling og infrastruktur.

Bogens tilblivelse er drevet af to frivillige ildsjæle: Søren Agerskov, som tidligere har haft flere statslige lederstillinger og tidligere trafikinspektør og driftschef Ole Bøglund. Begge har arbejdet i flere år på at researche til bogens indhold, men de har også brugt deres omfattende netværk blandt tidligere kollegaer og busentusiaster over hele landet til at dokumentere de sidste 100 års bushistorie.

I forbindelse med receptionen og præsentationen af bogen i Nicolai Scene kan man også opleve en fotoudstilling i Nicolaigården med et udvalg af billeder og fortællinger fra bogen. I dagens anledning bliver det også muligt at opleve en DSB-veteranbus årgang 1966 fra Danmarks Jernbanemuseum i Odense, som tidligere har kørt i Trekantsområdet.

Fakta

Reception og udstilling: Nicolai Scene og gård.

Sideantal: 193 rigt illustrerede sider.

Vejledende salgspris: 125,- kr.

Salgssteder: Bogen sælges til receptionen. Efterfølgende kan bogen købes hos Bog og Ide i Jernbanegade og i Storcenteret samt hos supermarkedskæden Liva.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel