Kolding Netavis

Kommunale lastbiler tanker grønnere brændstof

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Troels Kühne Johansen fylder biodielse på krogbilen. Foto: Ulrik Pedersen, Redux Affald og Genbrug.

Kolding Kommune vil omstille sin vognpark til mest mulig klimavenlig kørsel. Nu er flere biler og lastbiler begyndt at køre på biodiesel af typen HVO, og kommunen forventer at reducere CO2-udledningen med 70 %.

Troels Kühne Johansen er en af de chauffører i Kolding Kommune, som i løbet af sommeren er begyndt at tanke HVO biodiesel på sin lastbil, en såkaldt krogbil.

Troels’ arbejde går ud på at hente de fyldte containere fra kommunens fem genbrugspladser og fragte dem videre til de virksomheder, som aftager materialer til genanvendelse.

-Når krogbilen er max læsset, kører den 2,5 kilometer på literen. Så den sluger noget brændstof. Derfor er det også fedt, at vi nu tanker biodiesel, så vi kan gøre noget for miljøet. Og jeg er præcist lige så godt kørende som førhen. Jeg mærker overhovedet ikke nogen forskel, forklarer Troels Kühne Johansen, imens han gør klar til at fylde biodiesel på krogbilen, der kan rumme 275 liter i tanken.

I HVO biodiesel (HVO står for Hydrogeniseret Vegetabilsk Olie) er olien brintbehandlet, så den opnår de samme egenskaber som det klassiske, fossile dieselbrændstof, kommunens lastbiler normalt har haft i tanken. Der er dog den forskel, at biodiesel kommer fra affaldsprodukter, fx fra fødevareindustrien, Biodiesel er lugtfri, og så reducerer brændstoffet også udledningen af CO2 med op til 70-90 % sammenlignet med konventionel diesel. Prismæssigt er der også forskel på de to typer brændstof, for biodiesel er cirka 50 procent dyrere.

Det er kun et par måneder siden, at Sydtrafik udskiftede en stor del af dieselbusserne i Kolding med elbusser. Så hvor visionært er det, at kommunens dieselkøretøjer nu skifter til biodiesel og ikke til elektricitet?

-Det er ret stort, at vi skifter brændstof, siger Jakob Ville, udvalgsformand for Plan og Teknik i Kolding Kommune. Han fortsætter:

-Luftforureningen fra kommunens køretøjer bliver markant mindre, og det kommer både borgere, miljøet og de medarbejdere, der har deres hverdag med maskinerne, til gavn. Det koster noget ekstra at tanke bilerne, men den grønne omstilling er ikke gratis. Når det så er sagt, så ser vi også biodiesel som et overgangsbrændstof. Om fem-ti år er vi sikkert rykket videre til elektriske køretøjer i hele kommunen. Men lige nu er markedet for ellastbiler ikke modent til vores behov. Ellastbiler kan bære mindre vægt, og de har en kortere rækkevidde end vores nuværende lastbiler. Det ville betyde, at vi skulle indkøbe flere køretøjer for at holde trit med de tonsvis af genanvendelige materialer, vi i øjeblikket kører videre til aftagerne hver dag. Derfor har vi valgt at omlægge til biodiesel, fordi det er det bedste alternativ til andet drivmiddel, der kan leveres i dag, forklarer Jakob Ville.

I første omgang gælder omlægningen til biodiesel kun vognparken i Redux – Affald og Genbrug, der er Kolding Kommunes renovationsafdeling. Valget med at investere i biodiesel som første skridt mod en mere klimavenlig kørsel er truffet efter grundig research i samarbejde med Teknologisk Institut.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel