Kolding Netavis

SF: Trekantsområdets børn mistrives

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Hvert sjette barn under ti år lider af mentale helbredsproblemer. Foto: PublicDomainPictures/Pixabay.

SF vil give børnene en central stemme i en ny regering ved at oprette en ministerpost med fokus på børn og unges mentale trivsel.

Hvert sjette barn under ti år lider af mentale helbredsproblemer og på blot ti år er antallet af børn og unge, der er i psykiatrisk behandling steget med 49 procent. I Vejle, Fredericia og Kolding er andelen af unge mellem 0-18 år, der har været i kontakt med det psykiatriske sundhedsvæsen steget fra 2018 til 2021.

I Vejle er det lidt mere end hver 4., der enten har været i fysisk-, virtuel, eller udekontakt, imens det er knap 30 procent i Kolding. Værst står det til i Fredericia, hvor andelen er mere end hver 3. – faktisk 36,5 pct.

-Det er dybt alvorligt og noget, som ikke bare rammer familierne, men hele vores samfund lige i hjertekulen. SF vil have et grundlæggende kursskifte. En ny regering skal tage mental sundhed langt mere alvorligt, end vi gør i dag, fortæller Karina Lorentzen Dehnhardt, SF’s gruppeformand, i en pressemeddelelse.

Mistrivslen trækker tråde til alt fra folkeskole og daginstitutioner til psykiatri. Derfor skal både børnene, fagfolk og organisationer inddrages i arbejdet med at finde løsninger.

-Vi skal søsætte et Apolloprogram mod den stigende mistrivsel – ingen ideer er for vilde, når det kommer til at hjælpe vores børn og unge, siger Karina Lorentzen Dehnhardt med henvisning til det program, der satte den første mand på månen – en bedrift som forekom umulig.

SF stiller samtidig krav om, at der udarbejdes et ambitiøst regeringsgrundlag, som ministeren kan arbejde efter, og at ministeriet skal være repræsenteret i regeringens interne regeringsudvalg, der koordinerer hele regeringens arbejde. Det skal være med til at give ministeriet magten og musklerne til at skabe reel handling i forhold til børn og unges mistrivsel

-Mistrivsel må aldrig blive det enkelte barns skyld. Forklaringen skal findes i den måde vi har skruet vores samfund sammen på, og derfor er det også en politisk opgave at løse det. Det kræver den tyngde og de muskler som en minister har, slutter Karina Lorentzen Dehnhardt.

Se tallene her…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel