Ny daglig ledelse er på plads, så den jyske totalentreprenør er sikret til fremtiden. Tre nye ansigter vil fremover også indgå i ejerkredsen.
For et halvt år siden blev Morten Høilund ansat som adm. direktør hos den koldingensiske totalentreprenør, Kjæhr & Trillingsgaard, og nu bliver han også medejer af virksomheden. Han har erhvervet 10 % af aktierne. Det samme har kalkulations- og indkøbschef Lars V. Mølgaard og projektchef Frank Evald, og sammen overtager trekløveret nu også den daglige ledelse.
De supporteres dog fortsat af de to majoritetsejere Christian Trillingsgaard og Kaj Aage Nielsen.
Begge forbliver som arbejdende bestyrelsesmedlemmer, og de fortsætter med projekter, hvor deres opbyggede kompetencer kommer i spil, så de ikke forsvinder fra virksomheden. Med det nye set up er der dermed kommet nyt blod, samtidig med at de gode gamle værdier og den opbyggede knowhow ikke forsvinder.
-Vi har nøje udvalgt vores nye medejere. Faktisk har vi brugt lang tid på at finde dem. Det har været vigtigt for os, at de deler de samme værdier om ordentlighed, levering til tiden, altid sætte kunden i centrum og så ikke glemme, at ydmygheden altid skal følge os, fortæller Kaj Aage Nielsen, i en pressemeddelelse.
Han er fortsat en del af virksomheden.
Det ser lyst ud
Mens flere virksomheder i den seneste tid er bukket under i den hårdt prøvede byggebranche, så ser det mere lyst ud hos Kjæhr & Trillingsgaard. Her har man en rigtig god ordrebeholdning frem til udgangen af 2023 og har flere nye projekter i støbeskeen.
-Jeg lader mig ikke skræmme af de ting, der sker i byggebranchen for tiden, men har respekt for situationen. Efter et halvt år som adm. direktør, kan jeg se at mådehold, stærkt fokus og ordentlig projektledelse gør, at Kjæhr & Trillingsgaard er en sund virksomhed at investere i. Der er et stort potentiale og specielt muligheden for på pragmatisk vis at få så meget bæredygtighed ind i projekterne som muligt, ligger mig meget på sinde. Med Lars V. Mølgaard og Frank Evald på holdet, har vi et godt udgangspunkt for en god vækst i fremtiden, og desuden har vi nu et samlet stærkt team, fortæller Morten Høilund, adm. direktør for Kjæhr & Trillingsgaard.
Af igangværende projekter i Kolding kan nævnes produktion/lager/administration til Green Hydrogen Systems, lager/produktionsbygning til Dansk Gummi Industri, produktionsbygning til Gram Equipment, nyt domicil til Lavabo samt nyt koncerndomicil til Nic Christiansen Gruppen, kaldet ”NCG Huset”.
Dette har været medvirkende til, at andelen af medarbejdere er fordoblet til 17 personer det forgangne år. Målet er fortsat at befinde sig blandt de foretrukne entreprenører inden for erhvervsbyggeri.
Den nye konstellation med nu i alt fem ejere trådte i kraft den 1. juli i år.