I samarbejde med Hjerteforeningen har Bauhaus Kolding nu installeret en hjertestarter i det lokale byggevarehus. Årsagen er ganske enkelt den, at hurtig hjælp med en hjertestarter redder liv og øger chancen for et liv uden varige mén.
Bauhaus Kolding installerer hjertestarter: Hjertestop rammer hvert år ca. 4.700 personer, mens de bevæger sig rundt i byen, er til sport, på arbejde eller på indkøb. Det kan ske alle steder, og derfor tager Bauhaus nu ansvar og sørger for, at der er en hjertestarter i alle byggevarehuse og i kædens Servicecenter. Det betyder, at hjælpen er nær, hvis en person falder om.
Hjertestarterne er nu installeret i alle 19 byggevarehuse, der ligger spredt over hele landet, samt i kædens Servicecenter.
Mere hjertesikkert område
Når en person bliver ramt af et hjertestop, er hurtig hjælp livsvigtig, og ifølge undersøgelser er chancen for at overleve op til 70 procent større i de tilfælde, hvor der er ydet akut hjælp med en hjertestarter.
-En hjertestarter gør en kæmpe forskel, og vi er glade for, at vores byggevarehus nu er et mere hjertesikkert område, fortæller Lars Dalsgaard, varehuschef i Bauhaus i Kolding, i en pressemeddelelse.
Tilgængelige for alle
Hjertestarterne er placeret, så de er tilgængelige hele døgnet, og de vil derfor også være med til at øge sikkerheden og potentielt redde liv i de lokalområder, hvor der ligger en Bauhaus. Og det er et initiativ, som Hjerteforeningen bakker op om.
-Vi er rigtig glade for, at Bauhaus bidrager til at øge overlevelseschancerne ved hjertestop i Danmark ved at opsætte potentielt livreddende hjertestartere på alle deres varehuse.
At hjertestarterne samtidig er døgntilgængelige og døgnovervågede hjælper yderligere med til at øge hjertesikkerheden i alle de pågældende lokalområder – også uden for normal åbningstid, siger Anne Kaltoft, adm. dir. i Hjerteforeningen.
Samtlige hjertestartere vil desuden være døgnovervåget via internettet for at sikre, at de altid er funktionsdygtige og klar til aktion.