For 9. gang afholdes der i år Vamdrup Julemesse i Arena Syd i Vamdrup, og endnu en gang kan arrangørerne melde alt udsolgt. Antallet af udstillere er støt stigende, og det samme er antallet af gæster.
Da Vamdrup Julemesse blev startet op for 9 år siden, var det med det formål at fremme kendskabet til de lokale butikker, håndværkere og øvrige virksomheder, og sådan er det fortsat, når messen åbner dørene under temaet ”Kom og gør en go’ handel”.
Det er nemlig lokale virksomheder og foreninger, krydret med gæster udefra, der udstiller på messen, og der er fortsat god mulighed for at købe julegaver eller blot til at forkæle sig selv lidt op mod jul. Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Det første år messen blev afholdt var der omkring 1.500 besøgende, et tal der har været støt stigende lige siden, og sidst år var der op mod 7.500 besøgende på messen.
– En af grundende til, at messen tiltrækker så mange gæster, kan være, at det er en god kombination af spændende udstillere, og så en masse god underholdning på scenen, fortæller Tanja Marek fra Idunivers.dk, der er arrangør af messen sammen med Vamdrup Gymnastikforening. Og så er julestemningen i højsædet, fortsætter Tanja. De fleste af standende er flot julepyntet, børnene kan møde julemanden, Kolding Musikskole spiller julemusik på scenen, der er modeshow og meget mere, og så er der mulighed for at børnene kan komme i hoppe-loppe-land sammen med Vamdrup Gymnastikforening.
Det er ikke kun besøgstallet, der har fået vokseværk siden starten, der er også langt flere udstillere end dengang. Hvert år siges der farvel til nogle udstillere, men der kommer hele tiden flere nye til. I år skal der blandt andet bydes velkommen til Agroland, Conrex, Vamdrup Jagtforening, VIF Fodbold, Verisure, Bea’s og en lang række kreative udstillere.
Et af de trækplastre der har været med fra starten, er tombolaen med mange fine præmier fra udstillerne, og så overrækkes der hvert år en fin pris til Årets Vamdrupper og Årets Virksomhed. Men det er også meget populært, når Vamdrup SFO’s kor går på scenen og det samme med danserne fra danseskolen Dance4you.
Der er er helt sikkert underholdning for enhver smag på scenen, og derfor håber arrangørerne på, at er endnu en gang vil komme rigtig mange besøgende på messen.