Kolding Netavis

Ny hoppepude klar til sommerferien

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Skovparken i Kolding har fået en ny stor hoppepude. Privatfoto.

Skovparken har åbnet en 100 kvadratmeter stor hoppepude.

Sommerferien blev i år skudt i gang for Skovparkens børn og andre legeglade sjæle med indvielsen af en ny, flot hoppepude.

På dagen mødte både store og små op til åbningstaler af Merete Due Paarup fra det Radikale Venstre i Kolding Byråd og Anni Damgaard fra Skovparkens afdelingsbestyrelse, som begge var behjælpelige med at klippe båndet over til hoppepuden. Herefter hoppede børn og unge ind i sommerferien på strømpesokker og højt humør.

Boligforeningen AAB har modtaget støtte fra Kolding Kommune til hoppepuden. I processen har Kolding Byråd lagt vægt på, at man i Kolding Byråd ønskede at gøre noget godt for børnelivet i Skovparken. På dagen var der kun smil at finde blandt de 100-150 fremmødte beboere, som sikrede sig både popcorn og slush-ice i pauserne mellem hoppene.

Særligt én pige havde smilet fremme på dagen. Børnene i Skovparken er kommet med forslag til hoppepudens mønster og farver gennem en konkurrence, som hun har vundet. De to biografbilletter, hun har sikret sig som præmie, skal nu nydes. Sammen med Merete Due Paarup og Anni Damgaard, var hun med til at indvie hoppepuden ved at klippe båndet over.

Skovparken vil de kommende år frem til 2030 gennemgå en omfattende renoverings- og omdannelsesproces på baggrund af regeringens ghettolov fra 2018. Tidligere har flere i Skovparken savnet legepladser til børnene efter, at legepladserne blev nedlagt på grund af deres ringe stand. Den nye hoppepude vil uden tvivl være med til at skabe glæde hos de mindste beboere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel