Kolding Netavis

Flot vejr trak mange folk til taler og bål

Redaktion
Af Redaktion Christiansfeld
Folk stod helt oppe ved det smukke badehotel. Foto: sebro-press.

Skt. Hans aften blev behørigt markeret flere steder i lokalområdet, og takket være det gode vejr trak arrangementerne mange af huse.

I Hejlsminde blev et arrangement med tale og bål et sandt tilløbsstykke, skriver Fællesavisen.

Der stod biler parkeret over alt. Langs hele Havnevej var der ikke en ledig plads at finde, og bilerne stod også parkeret i rækker langt op ad Hejlsmindebakken og et godt stykke op ad Hejls Landevej. Der var virkelig trængsel.

Byrådsmedlem talte inden bålet

På stranden stod folk tæt sammen, da der ved 20-tiden blev sat ild til bålet med heksen i toppen. Men før det var der tale af byrådsmedlem, Jakob Ville (V):

–Det er altid noget særligt at holde båltalen, men endnu mere specielt, når det er i sin hjemstavn. Området her har nemlig en helt særlig plads i mit hjerte. Her bor mine forældre, her har jeg gået i skole og har fisket som knægt, og her har jeg også gået på jagt. Hejls og Hejlsminde er for mig et centrum – herfra er min verden gået, sagde Jakob Ville.

Byrådsmedlem Jacob Ville holdt båltalen på stranden i Hejlsminde. Foto: sebro-press.

Han benyttede også lejligheden til at kommentere på nutidens mange påhit om forbud:

–I dag sætter de sociale medier standarder for, hvad der er korrekt og forkert. Jeg undskylder derfor med det samme og siger, at jeg er en hvid, dansk, hetero og mand, inden jeg taler om det næste. For det er næsten kommet dertil, at vi skal undskylde for os selv for ikke at krænke nogen.

-Det må ikke længere hedde kagemand, kæmpe-eskimo eller negerboller. Da jeg var barn, fortalte vi da frit Aarhus-vittigheder, molbohistorier eller blondine-vittigheder. Vi skal turde grine sammen og ad os selv uden at blive krænket.

-Jeg oplever jævnligt, at stå for skud for kommentarer og vittigheder om politikere, offentligt ansatte, eller at høre om mandeinfluenza m.m. Endda helt uden at føle mig krænket.

-Lad os ikke styres af den polerede politiske korrekthed. For hvem ved, om det er sidste gang, der kommer en heks på bålet – næste gang skal der måske være en trold, lød det blandt andet fra Jakob Ville. Og talen fremkaldte stort bifald hos de mange fremmødte.

Og så blev heksen ellers brændt af.

Folk klapper efter båltalen i Christiansfeld. Foto: sebro-press.

Også pænt fremmøde i Christiansfeld

I Christiansfeld stod det frivillige brandværn traditionen tro for Skt. Hans aftenen i byen. Og her var der også pænt fremmøde, tale og bål. Garagerne på brandstationen var ryddet for brandbiler og erstattet med borde og bænke. For man kan jo aldrig vide med sikkerhed hertillands, om der vil komme regn. Men solen skinnede flot, så alt foregik i det fri.

Jarl Vagn Hansen talte på brandstationen hos Tyrstrup Frivillige Brandværn. Foto: sebro-press.

Arrangementets taler var Jarl Vagn Hansen, direktør for TrekantBrand, som byens frivillige brandværn er en del af:

–Tak til Tyrstrup Frivillige Brandværn for det arbejde, I gør for byen. Tak for initiativet med en Skt. Hans fest for hele byen, og tak, fordi jeg er blevet betroet at holde båltalen, sagde Jarl Vagn Hansen, som talte om sammenhold, menneskelighed og drømme:

–Skt. Hans er en aften, hvor vi alle er sammen på kryds og tværs. Vi fejrer naturen og lyset, der næsten ikke slukkes. Vi markerer også, at vi vil fred her til lands. Netop ilden og bålet har en særlig betydning for os mennesker. For urmenneskene betød det overlevelse og beskyttelse. Bålet og ilden har altid været et samlingspunkt. Fascinationen af ilden sidder dybt inde i os. Ord om ild, bål og brand er ord, der stadig er at finde. Vi siger fx ”han skal også holdes i ilden”, ”fra asken til ilden”, ”går gennem ild og vand”, ”rage kastanjerne ud af ilden”, ”det er brandgodt” eller ”det er brandærgerligt”. Og vi synger ”vi vil fred her til lands”, så højt, så det høres ude i verden, lød det blandt andet fra Jarl Vagn Hansen.

Bålet brændte lystigt på grund af det flotte og tørre vejr. Foto: sebro-press.

Og så blev bålet også tændt der – med sikkerheden helt i top. Ilden blev tændt af brandmænd, og sidste glød blev også gjort helt usynlig af brandmænd.

Jo, det var en Skt. Hans aften, som nok vil blive husket længe med flot vejr og gode arrangementer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel