Med det enkle facadedesign holdt i jordfarveskalaen er Koldings nye samlingspunkt, Samværket, som skabt til at blende ind med de naturskønne omgivelser. GPP Arkitekter har slået stregerne til centret, der rummer kirkens aktiviteter og kulturelle arrangementer og er beklædt med facadeplader i et råt og patineret udtryk.
Både tidens løb og de vejrmæssige forhold har haft en finger med i spillet for det endelige udtryk på Samværkets facade. Det 2.400 kvadratmeter store nye center, der danner rammen om både sociale, kulturelle og kirkelige aktiviteter, er beliggende i et attraktivt parkområde i Kolding og har plads til 1.000 personer.
Selvom centret allerede kunne slå dørene op inden jul, har det taget tid at opnå det endelige facadeudtryk. Byggeriet er nemlig beklædt med ubehandlede facadeplader, der er farvet af sol, regn og vind og nu fremstår i et naturligt udtryk.
-Vi er rigtig godt tilfredse med resultatet og glade for de positive tilkendegivelser, vi får fra lokale, der synes, at Samværket er blevet en smuk og spændende bygning. Det er vigtigt, at centret passer ind i omgivelserne, og det er de jordfarvede facadeplader med til at sikre, fortæller Lars Schmidt, der er direktør i Samværket og fortsætter:
-Det har været en lidt spændende proces, for facadepladen er født og monteret med en anden farve end den nuværende. Derfor fik jeg i starten en del spørgsmål fra lokale vedrørende bygningens farve. Jeg kunne heldigvis forsikre om, at pladerne i løbet af kort tid ville patinere til den flotte naturfarve, som nu kendetegner facaden.
Farver skaber harmoni mellem gammelt og nyt
Samværket er bygget i forlængelse af sin nabo, den eksisterende højskolebygning fra 1954, og centrets foyer binder det oprindelige højskolebyggeri sammen med det nye byggeri. Her har blandt andet farvevalget været afgørende for at få nyt og gammelt til at gå hånd i hånd. Det fortæller Cecilie Anhøj Kruse, der er arkitekt hos GPP Arkitekter, som er arkitekten bag:
-Samværket er skabt med et enkelt og moderne udtryk, der tilpasser sig stedet som en flot forlængelse af højskolebygningen, der er et klassisk rødstensbyggeri. Ikke mindst fordi facadepladernes nuancer i jordfarveskalaen harmonerer med de røde mursten. Samtidig har pladerne en struktur i overfladen, hvilket tilfører facaden karakter og liv.
Den grønne beliggenhed kommer til sin ret takket være store vinduespartier, der giver frit udsyn over park og sø. Her danner de sorte vinduesrammer en flot kontrast til den gyldenbrune farve:
-Til den ene side henvender den åbne og transparente facade med de store vinduespartier sig mod det grønne område, mens der er skabt variation med et mere lukket facadeudtryk til den modsatte side, fortæller Cecilie Anhøj Kruse.
Levende materiale – unik facade
Koldings nye kirke og kulturcenter er beklædt med Rockpanel Natural, som er leveret af facadeproducenten Rockpanel:
-Samværket har på mange måder fået en unik facade. Det spændende ved det valgte produkt er, at der er tale om et levende materiale uden overfladebehandling, som derfor patinerer til et forskelligt udtryk afhængigt af de vejrmæssige forhold på den givne lokation, forklarer Anette Løff Hornung, der er arkitektkonsulent hos Rockpanel.
Hun tilføjer:
-Samtidig er det med til at skabe en facade med bæredygtige fordele. Facadepladerne er nemlig lavet af stenuld, der er bæredygtigt fra naturens side. De består af 50 procent genvundet materiale og er fuldt genanvendelige. Desuden har de en lang levetid på minimum 50 år.
Lars Schmidt bekræfter, at nem vedligeholdelse og bæredygtighed har spillet en rolle. Han afrunder:
-Det er en stor fordel, at pladen er bæredygtig. Vi har generelt tænkt ind i fremtiden på flere måder, og derfor har vi også lagt vægt på, at facaden er nem at vedligeholde, ikke tager skade af vejr og vind og holder længe, og her er de naturlige facadeplader et rigtig godt valg.