Kolding Netavis

Vanvidsbilist kører 33 kilometer mod trafikken: 29-årig mand varetægtsfængslet

Foto: Shutterstock (Modelfoto)
Manden blev søndag eftermiddag varetægtsfængslet. Det skete ved retten i Odense. Foto: Shutterstock (Modelfoto)

Manden kørte 33 kilometer mod trafikken på motorvejen, inden han blev stoppet.

En 29-årig østeuropæisk mand, der arbejder hos en vognmand i Vejen, er blevet varetægtsfængslet, skriver jv.dk.

Det sker efter han mellem 02.15 og 02.30 natten til søndag kørte hele 33 kilometer i den modsatte retning på motorvejen fra Kolding V til Vestfyn. Det oplyser Fyns Politi på Twitter.

Kørte i firmabilen

Manden sad ikke bag rattet i sin egen bil, men derimod i en varebil – tilhørende sin arbejdsgiver i Vejen.

Da det med fagter og blå blink lykkedes, at få manden til at stoppe ved Nørre Aaby på Vestfyn, blev han anholdt. Det viste sig, at den 29-årige var spirituspåvirket, skriver Ritzau.

Det kunne være endt grueligt galt på motorvejen. Heldigvis kolliderede manden ikke med nogle bilister, men flere måtte undvige ved at køre ind til siden.

Varetægtsfængslet

Søndag eftermiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Odense. Han er sigtet for spirituskørsel og vanvidskørsel. Manden blev varetægtsfængslet.

Når sagen skal for retten, vil Anklagemyndigheden nedlægge påstand om, at bilen konfiskeres – selvom bilen tilhører sigtedes arbejdsgiver. Det bliver så op til retten at bestemme om påstanden skal følges, oplyser Fyns Politi på Twitter.

Mandens kørsel går under den nye lov om vanvidsbilisme. Dermed kan dommen fordobles.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel