Kolding Netavis

22-årig kvinde død: Blev fundet hårdt kvæstet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen 112
Privatfoto.

Sydøstjyllands Politi efterforsker en 22-årig kvindes død på Violvej i Kolding.

Sydøstjyllands Politi modtog torsdag kl. 12.30 en anmeldelse om en hårdt kvæstet 22-årig kvinde på Violvej i Kolding. Den 22-årige kvinde, der er fra Kolding, blev fundet med alvorlige læsioner i overkroppen, og på sygehuset afgik hun senere torsdag eftermiddag ved døden, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Flere patruljer blev straks efter anmeldelsen sendt til adressen, hvor Sydøstjyllands Politi iværksatte en omfattende efterforskning. Området blev afspærret, og efterforskere, teknikere og hunde gennemsøgte området med henblik på at indsamle spor.

Indledende afhøring af vidner blev også gennemført og retslægelige undersøgelser til brug for efterforskningen er iværksat.

Varetægtsfængslet

En 30-årig mand og en 29-årig kvinde fra Kolding, der var til stede, da den 22-årige kvinde blev fundet, blev anholdt kort efter politiets ankomst til adressen. Omstændigheder ved dødsfaldet gør, at de begge sigtes for drab. De blev fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag ved retten i Kolding. De blev begge varetægtsfængslet i 14 dage. De kærede ikke afgørelsen.

Det er politiets opfattelse, at den afdøde kvinde, den 30-årige mand og 29-årige kvinde kendte hinanden i forvejen.

Sydøstjyllands Politi fortsætter nu efterforskningen for bl.a. at klarlægge hændelsesforløbet, der førte til den 22-årige kvindes død, og den afdøde bliver obduceret.

De pårørende til den 22-årige kvinde er blevet underrettet.

Af hensyn til den efterforskning, der aktuelt er i gang, kan Sydøstjyllands Politi endnu ikke dele yderligere oplysninger med offentligheden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel