Tiden under coronakrisen bruges blandt andet på sexnoveller, viser ny undersøgelse.
Den forøgede hjemmetid bliver ikke kun brugt på uskyldige ting som at lave bål i haven og perlebakker i køkkenet med børnene. De mange ekstra timer i hjemmet forbruges af en række koldingensere også på mere frække aktiviteter, hvor seksualiteten enten udfordres eller stimuleres. Det afslører tal fra Temptations.dk – en portal, hvor danskerne kan få inspiration til et sjovere sexliv.
Et segment af denne portal beskæftiger sig med sexnoveller, og netop dette segment har været enormt trafikeret, siden nedlukningen af Danmark trådte i kraft.
– Det har været sjovt at følge udviklingen af den aparte situation i Danmark for os. I perioden efter lockdown har vi flere gange sat ny rekord, hvad angår dagligt besøgende. Det har vrimlet med seksuelt nysgerrige danskere stort set alle timer af døgnet, og også koldingenserne har været søde til at besøge vores side. Blandt Kolding-folket har vi oplevet en trafikforøgelse på 44,44 % til vores hovedside med sexnoveller, hvis man sammenligner perioden efter lockdown med perioden op til, fortæller Jesper Nørskov Jensen, medindehaver af Temptations.dk, i en pressemeddelelse.
Ikke kun koldingensere bruger mere tid på sexnoveller
Den øgede interesse for sexnoveller efter lockdown gælder ikke blot for koldingenserne, men for hele Danmarks befolkning, viser data fra Temptations.dk’s Google Search Console – et værktøj, hvor man blandt andet kan se det samlede antal søgninger de søgeord, som man rangerer på, på Google.
I de data fremgår det blandt andet, at der har været flere søgninger på ethvert ord relateret til sexnoveller i perioden efter lockdown sammenlignet med en tilsvarende periode op til. Særligt markant er det med ordet ’sex noveller’, som over tre gange så mange har tastet ind i søgefeltet på Google, efter Mette Frederiksen lukkede Danmark ned.
– Jeg tror, at rigtig mange online-foretagender har oplevet en stigning i trafik efter lockdown, og det hænger uden tvivl sammen med, at folk har fået mere tid i privaten. Mange har stensikkert kedet sig mere end normalt, hvilket har ført til hyppigere surf-ture på World Wide Web, slutter Jesper Nørskov Jensen.
Fra på mandag lukkes der dog gradvist mere op i Danmark. Her må blandt andet frisører atter holde åbent og domstolene åbner også igen. Derimod må blandt andet restauranter, efterskoler og højskoler fortsat vente med at åbne. Det er Folketingets partier blevet enige om natten til fredag.
Det er politikerne blevet enige om:
Liberale erhverv
Der er som led i indsatsen mod COVID-19 indført et midlertidigt forbud mod frisører og visse liberale erhverv, jf. bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler i forbindelse med håndtering af covid-19. Der er samtidig indført et midlertidigt forbud mod at foretage praktisk køreundervisning i skolevogne. Forbuddene ophæves med virkning fra mandag den 20. april 2020, så de omfattede erhvervsdrivende igen kan åbne deres lokaler for kunder, ligesom der kan foretages praktisk køreundervisning i skolevogne.
Der etableres et sektorpartnerskab, hvor de relevante myndigheder sammen med brancher, fagforeninger og relevante organisationer aftaler retningslinjer for en ansvarlig genåbning.
Virksomheder der har været omfattet af nedlukning vil kunne vurdere, at det ikke er hensigtsmæssigt at lukke op. I den situation vil en virksomhed, der tidligere har været omfattet af et forbud og derfor har været lukket, kunne vælge fortsat at holde lukket og vil efter den gældende ordning derefter modtage op til 80 pct. i kompensation for de faste udgifter.
Genåbning af domstolene mv.
Danmarks Domstole har iværksat et nødberedskab for at håndtere kritiske sagsområder, men der er behov for at få gennemført langt flere sager. Domstolene opfordres derfor til at genåbne med henblik på hurtigst muligt at kunne gennemføre flest mulige sager. Samtidig vil Familieretshuset åbne for gennemførelse af børnesamtaler og overvåget samvær som helt specifikke børnerelaterede kritiske aktiviteter.
I takt med at det vurderes sundhedsfagligt forsvarligt, påbegyndes gradvist indkaldelse til afsoning i kriminalforsorgen.
Der vil blive gennemført en delvis genåbning af forskningslaboratorier for forskere og studerende, så der bl.a. bliver mulighed for at fortsætte og afslutte post doc- eller PhD-forløb samt videreføre forskningsforsøg og forskningsprojekter, som ellers går tabt.
Der etableres et sektorpartnerskab for hvert af ovenstående spor, hvor der aftales retningslinjer for en ansvarlig genåbning.
Ældre og sårbare samt udsatte unge
Der etableres partnerskaber på tværs af myndigheder, civilsamfund, kulturinstitutioner, private aktører og den offentlige sektor, der kan udvikle initiativer der modvirker ensomhed, sårbarhed og støtter socialt udsatte børn og unge.
Der findes nye metoder til at understøtte besøg fra familie og pårørende på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.
Partierne drøfter i de kommende dage de enkelte tiltag nærmere med de relevante ressortministre og myndigheder.