TV-kokken Jesper Vollmer giver sine bedste tips og tricks til, hvordan du kan få en billigere og mere bæredygtig jul uden at smide mad i skraldespanden.
’Julen varer længe, koster mange penge’. Den har vi vist alle sammen sunget et par gange eller tre. Udover at være en dyr tid på året, så er det også en tid, hvor meget god mad ender i skraldespanden. ”Der skal jo ikke mangle noget” er tit noget, vi forbinder med julen. Ikke kun under juletræet, men i lige så høj grad også på bordet. ”Tænk nu, hvis vi løb tør for noget”.
Jesper Vollmer, som er kendt fra bl.a. TV-programmet Spis & Spar kommer og giver sine bud på, hvad vi kan kigge på ved julens indkøb, så vi kan spare lidt i denne dyreste tid på året og samtidig begrænse madspildet. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Jesper Vollmer kommer med pointer fra sit eget liv som kok og familiefar, og som manden i huset der kokkererer i julen. Der kommer også små anekdoter fra det kongelige køkken, som Jesper stod for i 10 år, og om hvordan omtanke og fokus på madspild bestemt ikke er fremmedord ved hoffet.
TV-kokken vil komme med masser af små fifs og tricks, der kan arbejdes videre med derhjemme, så alle kan få en lidt billigere og måske endda bedre jul uden så meget madspild – og med samvittigheden og pengepungen i orden.
Verdensmålene står på Koldings dagsorden
Bag arrangementet med Jesper Vollmer står Kolding Kommune sammen med Global Goals Tour – Danmark for målene, der arbejder på at udbrede FN’s 17 verdensmål. Stop madspild er det første af i alt otte arrangementer, der hver sætter fokus på ét eller flere verdensmål.
– For os er det lige til højrebenet at være stoppested på Global Goals Touren. Danmark har tilsluttet sig FN’s 17 verdensmål og det bakker vi op om i Kolding Kommune og kobler dem til aktiviteter, der kan bidrage til at skabe en bæredygtig kommune, siger Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget i Kolding Kommune, i pressemeddelelsen.
Jesper Vollmer kan opleves på Akseltorv lørdag den 24. november klokken 14-14.30.