SlotssøBadet har igennem de sidste mange år afviklet Sankt Hans-arrangement for hele Kolding – med musik og midsommerbål på Slotssøen.
Men coronakrisen har sat det traditionsrige arrangement på stand by. Efter en henvendelse til politiet fik SlotssøBadet ikke lov til at gennemføre årets arrangement – kun hvis det kunne laves som et drive in event – hvilket ikke vil give mening ved Slotssøen, oplyser SlotssøBadet i en pressemeddelelse.
Således bliver der i år ikke bål på søen – hvorimod bliver alle sejl sat til, når der næste år bliver budt op til Sankt Hans i flotte omgivelser ved Koldinghus.
SlotssøBadet har allerede nu booket musikken til næste års event og kan love en rigtig hyggelig midsommerfest til alle byens familier. Forhåbentlig er hele Corona situationen helt under kontrol og hele landet kan nyde næste års fest under helt normale forhold.