Tommy Kenter … eller en tragikers komiske bekendelser.
Tirsdag den 27. november præsenterer Kolding Teaterforening Tommy Kenters one-man-show på Comwell Kolding Teater.
Om aftenens forestilling fortæller Tommy Kenter selv:
– Min ældre kollega Lily Weiding sagde engang til mig: ”Tommy, man skal aldrig sælge ud af hovedstolen!” Dermed mente hun, at en skuespiller aldrig skal fortælle, hvilke ting i hans liv der har formet og inspireret ham som skuespiller. ”Behold magien, Tommy, og vis kun resultatet…” Altså for at blive i banksproget: ”Brug kun renterne.” I en alder af 67 har jeg tilladt mig at bryde med hendes råd, for i de sidste 40 år har jeg faktisk brugt alle renterne – der er kun ”hovedstolen” tilbage. Så i denne énmandsforestilling vil jeg delagtiggøre publikum i, hvad i alverden der har ført en lille sund dreng til at stå og krænge sin sjæl ud hver aften foran en masse mennesker, han ikke kender.
– Jeg vil forsøge at belyse, hvorfor det er så vigtigt for en komiker at få folk til at grine, og hvad latteren gør ved os – både jer i salen og mig på scenen. Som salig Jørgen Ryg sagde: ”Komikeren vil være tragiker – og tragikeren vil være komiker – og Lars Løkke vil være politiker.” Jeg vil helst være musiker, så på denne aften slipper De ikke for, at min fortælling delvis vil foregå bag et klaver. For som gamle Victor Borge allerede var inde på: ”Musik og smil er den korteste vej mellem to mennesker.”, siger Tommy Kenter.
Showet med Tommy Kenter starter klokken 19.30. Billetter kan købes på www.billetten.dk. Dette er i øvrigt det sidste show for i år, som Kolding Teaterforening arrangerer. Men der er flere forestillinger på vej i 2019.