Kolding Netavis

Teater for børn: Fyrtøjet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Trine Dueholm.

På lørdag kan børn opleve forestillingen “Fyrtøjet”.

Kolding Teaterforening har længe glædet sig til, at kunne vise de mindste teaterkompagniet Figaros veloplagte børneforestilling ”Fyrtøjet” på Dronning Dorothea Teatret.

Desværre er der kommet praktiske forhindringer for det, så forestillingen vises i stedet på Kolding Egnsteater. Datoen og tidspunktet er de samme, nemlig lørdag den 25. september klokken 15.

I Mini-Figaros fri bearbejdelse er ”Fyrtøjet” blevet til en fortælling, der fokuserer på noget så vigtigt som empati og fantasi. En opera for børn fra 4-9 år.

Bedstefar har haft et eventyrligt liv, og han er rigtig god til at fortælle historier om det. Da Emma var lille, elskede hun at høre bedstefar fortælle. Især om hvordan han og bedstemor fandt hinanden for længe siden. Men da hun blev en stor pige, begyndte hun at stille spørgsmål:

Var det egentlig bedstefars sang, som overbeviste bedstemor? Og kan det virkelig passe, at bedstemor var en rigtig prinsesse? Fik bedstefar faktisk hjælp af tre store hunde? Hvad er det nu egentlig et fyrtøj er?

Emma kom i tvivl, og det gjorde hende lidt ked af det, og som tiden gik, holdt bedstefar op med at fortælle. Nu er det bedstefar, der er ked af det, for han er blevet alene og savner bedstemor. Men måske kan Emma få bedstefar til at fortælle sine historier igen, så han bliver lidt gladere.

Birgitte Holt Hansen står for manuskriptet. Hans Dueholm har instrueret, og på scenen ser vi Mariann Mikkelsen, Hans Dueholm og Branko Djordjevic.

Fyrtøjet kan opleves på Kolding Egnsteater på lørdag klokken 15. Billetter kan købes på www.billetten.dk.

Fyrtøjet. Foto: Trine Dueholm.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel