Søhavfruen, der skulle bruges i forbindelse med kulturnatten, har natten til onsdag været udsat for hærværk. Hovedet er væk.
Erik Valter er noget ærgerlig over, at hans kunstværk – Søhavfruen – som er opstillet i Slotssøen i Kolding – natten til onsdag har været udsat for hærværk. Ukendte gerningsmænd har fjernet havfruens hoved:
– Det er noget øv. Det er da ærgerligt. Ærgerligt at kunstværket ikke kunne holde i de 14 dage, som Trekantområdets Kulturuge varer, siger Erik Valter til Kolding Netavis.
Han opdagede onsdag morgen i et opslag på Facebook, at Søhavfruen havde mistet sit hoved.
– Jeg har ikke noget at gøre med at Søhavfruen har mistet hovedet. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvad der har fået gerningsmanden eller mændene til at halshugge havfruen, fortæller Erik Valter.
Kunstneren fra Kolding giver frit lejde til den eller de personer, som har hugget hovedet af Søhavfruen eller til de, der kan tilvejebringe hovedet igen:
– Jeg kvitterer med en flaske Gammel Dansk og jeg melder ikke gerningsmanden til politiet, forklarer Erik Valter.
Børn skulle tegne havfruens hoved
Søhavfruen skulle blandt andet bruges fredag i forbindelse med Kolding Kulturnat, hvor børn kunne komme og tegne Søhavfruen:
– Det kan børnene stadig, men så må børnene sætte fantasien i gang og tegne deres version af hovedet på Søhavfruen, slutter Erik Valter.
Erik Valter har selv betalt for kunstværket – cirka 4.000 kroner samt en del arbejdstimer. Kolding Kommune har betalt 5.000 kroner til Slots- og Kulturstyrelsen for at opstille Søhavfruen i Slotssøen.
Kolding Kulturnat løber af stablen fredag den 24. august.
Se billederne øverst i artiklen…