Kolding Netavis

Solong vil hjælpe forsamlingshuse

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Gruppen tilbyder at afvikle gratis sangaftener frem til 1. juni 2022.

Den koldingensiske sanggruppe, Solong, som består af 20 mænd og kvinder, der elsker at synge og underholde, tilbyder nu alle forsamlingshuse i hele Sydjylland og Fyn en hjælpende hånd i en økonomisk svær tid.

Frem til den 1. juni 2022 vil gruppen afvikle gratis sangaftener.

-Under normale omstændigheder tager vi ud og underholder ved fødselsdagsfester, jubilæer, sølv- og guldbryllupper, syng-med-arrangementer, på pleje- og ældrecentre, handicapinstitutioner, etc. Det har vi nu i over et år været afskåret fra på grund af corona-nedlukningen, og vi har måttet aflyse hele 31 arrangementer. Derfor hungrer vi efter igen at komme ud at synge og underholde, fortæller korets formand, Poul Erik Hansen, i en pressemeddelelse.

-Da vi ved, at flere forsamlingshuse har det svært økonomisk på grund af nedlukningen, har vi besluttet at give en hjælpende hånd. Vi tilbyder en gratis sangaften, hvor vi giver den gas med sang, musik og godt humør. Det eneste, vi ønsker til gengæld, er en kop kaffe, måske et stykke kage og en øl/vand.
Forsamlingshusenes bestyrelser kan selv vælge, om sangaftenen skal afvikles en mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag. Til gengæld disker Solong op med et repertoire, der spænder lige fra Alberte Vindings ”Lyse nætter” til Beatles, Kim Larsen, Kandis, Bamses Venner og mange flere af de populære og velkendte kunstnere.

-Vi glæder os enormt til at komme ud på de skrå brædder igen, så vi håber, at vores tilbud vil få en positiv modtagelse, tilføjer Poul Erik Hansen.

Interesserede forsamlingshuse kan kontakte sanggruppen Solong ved at henvende sig til gruppens bookingmanager Otto Skak på telefon 2887 5050 eller mail: bo*****@so****.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel