Smid sutten, pas på tænderne og få plads til en hel masse nye ord. Kom til tre års fest og tag hele din familie med.
Koldingbibliotekerne inviterer i samarbejde med Tandplejen, Kulturskolen og Byliv Kolding til Slut med sut fest for alle børn, der er tre år eller snart bliver det.
Koldingbibliotekerne fejrer barnets sprog og børnebøgernes væld af rim og remser, nye spændende ord og virkeligt gode historier. Syng med på Kulturskolens helt egen ”Slut-med-sut”-sang, hæng din sidste sut på suttetræet i Tandboden og gå amok med dine forældre i det kreative værksted, hvor I sammen kan lave drømmeskyer. Find også børnebibliotekaren, der læser højt og se om du kan finde alle bamses sutter, der er blevet væk.
Alt det og meget mere kan du opleve til årets Slut med sut – tre års fest. Og fordi der er fest, er der en lille boggave til alle børnene.
Arrangementet er en del af projekt Slut med sut, der skal sætte fokus på suttestop og på sprogstimuleringen. Projektet er støttet af Jens Holms Biblioteksfond og i samarbejde med Kulturskolen, Tandplejen og Byliv Kolding udleverer Koldingbibliotekerne en bogpose til alle børn, der fylder tre år.
Slut med sut foregår på lørdag den 26. marts på Kolding bibliotek klokken 10-12.