En tidligere jernbanestrækning i Kolding, Troldhedestien, står nu klar som et attraktivt naturtilbud til alle borgere – også de med særlige fysiske eller psykiske behov.
Under coronaen er mange danskere blevet bidt af friluftsliv og glæden ved at færdes i naturen. Med indvielsen af det ambitiøse projekt ”Troldhedestien – mødesteder og oplevelser for alle” bliver der i endnu højere grad åbnet op for naturens skatkammer.
Det særlige ved de nye tilbud er, at de er tilgængelige og attraktive for alle – også for bevægelseshæmmede, psykisk sårbare, svagtseende, socialt udsatte, m.fl., som i dag ikke har så let adgang til naturen. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
”Troldhedestien – mødesteder og oplevelser for alle” er gennemført med støtte fra den filantropiske forening Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Friluftsrådet og Kolding Kommune.
Onsdag blev projektet officielt indviet. På grund af corona-restriktioner deltog kun inviterede gæster i indvielsen, som bød på taler, fremvisning af de nye faciliteter og hygge med kaffe og kage.
Lige adgang til naturen
De nye faciliteter er gradvist blevet færdige i foråret og bliver allerede brugt flittigt. F.eks. kan man sove i shelter og lave bålmad ved Dybvadbro, gå tur og komme helt tæt på vandet ved Bramdrupdam Dam eller hygge sig på den nye skovterrasse neden for Skovløberhuset i Marielundskoven. Ved alle stationer er der også bænke, toilet, vandpost og mulighed for at tanke strøm til elcyklen eller kørestolen.
-Det her er på alle måder et fremsynet projekt, som vi kan være stolte af. Her tager vi konkrete initiativer til at realisere de lidt abstrakte visioner om at skabe lighed i sundhed, lige adgang til naturen og rummelige fællesskaber, hvor alle føler sig værdsat. Jeg er specielt glad for, at vores udsatte grupper har været så dybt involveret i projektet. Det skaber ejerskab, hvilket er den bedste garanti for, at vi får nogle bæredygtige tilbud, der vil blive brugt og gøre en forskel, siger Benny Dall, formand for Socialøkonomi-, Handicap- og Hjælpemiddeludvalget.
Allerede da projektet gik i gang i 2017, blev de forskellige målgrupper inddraget – naboer, foreninger, lokalråd og selvfølgelig også handicap- og psykiatriorganisationer som Organisationen Nordhøj, Bramdrupdam Bofællesskaber, Vækststedet, Marielund, Kulturhuset og Overmarksgården.
De udsatte borgere har været med til at designe de nye tilbud og faciliteter, og Skov- og Naturgruppen fra Nordhøj er allerede involveret i at vedligeholde og rengøre faciliteterne ved Dybvadbro, ligesom de tilbyder naturvejledning for kommunens børnehaver.
Troldhedestien er blevet til med udgangspunkt i den såkaldte Collective Impact-metode, som er en arbejdsform til at løse fælles udfordringer i fællesskab. Her arbejder alle, der bør og kan, sammen hen imod en række fælles, langsigtede og målbare mål. Det gælder om at skabe forandring, der både kan ses og mærkes.
-Det spændende resultat skyldes en omfattende brugerinvolvering og et stort engagement på tværs i kommunen, som har været helt afgørende for at udvikle Troldhedestiens nytænkende og socialt inkluderende fysiske rammer. Det er yderst komplekst at lykkes med social inklusion. Derfor vil vi måle på den del af projektets effekt, så vi og alle andre interesserede kan lære af erfaringerne, de konkrete løsninger og den særlige collective impact-samarbejdsmodel, der har været styrende for udviklingsarbejdet og partnerskabet omkring, siger Mette Margrethe Elf, projektchef i Realdania.
Falder flot ind i naturen
De nye mødesteder og faciliteter er alle placeret på den knap 10 km lange natursti fra Fynsvej i Kolding til Dybvadbro Station, som tidligere var en del af jernbanestrækningen mellem Kolding og Troldhede i Midtjylland.
Stien går igennem populær og værdifuld natur. Derfor har der i hele processen været ekstra fokus på at sikre, at de nye mødesteder og aktiviteter passes ind i naturen på diskret vis.
-Vi har gjort os mange overvejelser om, hvordan vi på en gang åbner og passer på vores skønne natur. Når jeg ser resultatet, så synes jeg, at vi er nået i mål. De nye mødesteder er designet og opført på en diskret og respektfuld måde, hvor de falder flot ind i den eksisterende natur, og mon ikke det er en del af forklaringen på, at faciliteterne allerede bruges flittigt? Jeg kan jo se, at mange allerede har sovet i de nye sheltere ude i sivene ved Dybvadbro, ligesom den smukke skulpturelle skovterrassen ved Skovløberhuset er blevet et populært mødested, hvor man hygger sig sammen, siger Birgitte Kragh, formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.
De nye faciliteter er som hovedregel skabt i bæredygtige materialer, der matcher den natur, som de er placeret i. Samtidig er tilgængelighed tænkt ind i konstruktionen af de nye mødesteder, så de er indbydende og lette at komme til for alle.
-Naturen er fremtidens rummelige arena for fritidsliv, og Troldhedestiens nye mødesteder viser, hvordan man med den rette vision, et stærkt og bredt projektpartnerskab og fuld skrue på borgerinddragelsen kan sænke barrieren for deltagelse i det aktive udeliv og skabe muligheder for alle, siger udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, Jens Øyås Møller.