Kolding Netavis

Sådan fejrer Nicolai Kolding Light festival

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

I forbindelse med Kolding Light Festival slår Nicolai komplekset dørene op til åbne huse.

Aktiviteter, mad og hygge for hele familien er grundeessensen, når der er åbne huse i Nicolai komplekset den 6. – 8. december i tidsrummet 17-21. Her vil alle husene åbne dørene i forbindelse med Kolding Light Festival.

Nicolai Gården bliver fra 6. december oplyst af en ny lysinstallation, designet af Jesper Kongshaug. I den forbindelse er der officiel åbning klokken 17 samme dag, hvor man kan nyde et glas og se den nye gårdbelysning blive tændt.

Nicolai for børn omdanner Nicolai Scene til Nordpolen med isbjørne, igloer, sælhunde og polarlys – det hele ved stuetemperatur. Billedskolen Nicolai er vært for en workshop, hvor man kan lave iskrystaller og videreudvikle landskabet i Nicolai Scene. Nicolai for børn har naturligvis også åbnet, så man kan pleje sine kreative evner og lyst til leg.

I Nicolai Kunst & Design kan man opleve udstillingen ARTLet. Bag den står BKF Sydjylland – og nogle af de udstillende kunstnere kan træffes i aftentimerne.

Bygning 5

Bygning 5 lægger hus til et væld af aktiviteter. Man kan besøge Kreative Hænder, der holder julemarked torsdag og lørdag, Udtryksposen byder på åben poetry jam torsdag, alle dagene kan man give sig i kast med serigrafisk tryk hos Ny Dansk Bølge og sidst men ikke mindst, så holder værestedet Space åbent i caféen i toppen af Bygning 5 – her byder de på en kop kaffe og en snak om, hvad Space og Bygning 5 er.

Hos Kolding Stadsarkiv kan man få svar på, om man kan læse historiske dokumenter i mørket, når alle interesserede inviteres ind i det historiske værksted. Her kan man høre mere om, hvad man kan finde på et arkiv eller hvilke digitale muligheder man har hjemme fra sofaen. Det hele tilsat pebernødder, kaffe og en snak.

Ingen åbne huse uden noget til ganen – og til åbne huse i Nicolai åbne Nicolai Cafés et madtelt midt i gården. Her kan man få varme retter, kaffe, drikkevarer og varme i kinderne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel