Kolding Netavis

Restaurering færdig: Nu indvies Borchs Gård officielt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Lørdag indvies Borchs Gård officielt, hvor alle er velkomne.

Efter en omfattende restaurering af Borchs Gård indvies den gamle baggård, som rummer midtbyens mest brugte parkeringsplads, officielt med musik, taler og en lille forfriskning.

Det sker på lørdag fra klokken 10.30-11.30 og alle er velkomne.

-Jeg er glad for, at vi nu er ved at være i mål med restaureringen af den nedslidte Borchs Gård, som virkelig har trængt til en kærlig hånd i mange år. På den her årstid kan det måske være lidt svært at forestille sig, hvordan den nyrenoverede baggård kommer til at se ud, men når de mange nyplantede træer springer ud til foråret, og når det sidste inventar med bænke, cykelparkering og affaldsstativer kommer på plads, så får vi en rigtig flot plads midt i byen, fortæller borgmester Jørn Pedersen (V).

Ideen med renoveringen har været at fremhæve den historiske baggårds enkle og upolerede stil samtidig med, at Borchs Gård i øget grad bliver et grønt byrum, som også kan anvendes til større events.

De 100 parkeringspladser i den historiske baggård er for længst taget i brug, men der arbejdes stadig med den sidste finish. Op til indvielsen bliver der plantet et halvt hundrede træer. De sidste to træer sætter borgmester Jørn Pedersen og formand for Teknik- og Klimaudvalget Jakob Ville i jorden ved indvielsen.

Foruden taler af Jakob Ville og citychef Mette Schumacher byder indvielsen på jazzmusik og en lille forfriskning, ligesom det vil være muligt at få en rundvisning i den gamle baggård, hvor folkene bag restaureringen fortæller om de valgte løsninger.

Langt det meste af restaureringen er lavet nu. De resterende opgaver – cykelparkering, bænke samt åbne skure og afskærmninger til affaldscontainere – bliver færdiggjort inden årets udgang.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel