Kolding Netavis

Renovering af Jernbanegade er startet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Jernbanegade mellem Banegårdspladsen og Buen skal renoveres efter Koldings nye bydesignguide som et foregangseksempel på, hvordan resten af bymidten kan komme til at se ud. Arbejdet er gået i gang og vil forventeligt være færdigt inden jul.

Første skridt i renoveringen af Jernbanegade er allerede taget. Det var fældning af gadens lindetræer, der var i mistrivsel og formentlig alligevel skulle fjernes inden for en kortere årrække.

– Det optimale ville have været at lade træerne stå, og vi vil til enhver tid hellere passe på træerne end fælde dem. Men fældning var nødvendigt i dette tilfælde, da træerne i Jernbanegade ikke havde de bedste leve- og vækstbetingelser og derfor med stor sandsynlighed ville være nødt til at skulle fældes inden for 10-20 år, fortæller Thomas Thinghuus, landskabsarkitekt i By- og Udviklingsforvaltningen, i en pressemeddelelse.

Han fortæller, at der i stedet for de skrantende lindetræer bliver plantet tretorn, som er en art, der bedre tåler byens vilkår rigtig godt. Tretorn er desuden et bivenligt træ og en art, der understøtter Kommunens træstrategi, som skal sikre en stor mangfoldighed i træbestanden. Mangfoldighed i træbestanden vil gøre den mere robust over for sygdomme, der rammer én bestemt træsort.

Renovering af én side ad gangen

HedeDanmark, som er hovedentreprenør på arbejdet, er begyndt med renoveringen i den nordlige side af gaden. For at skabe mindst mulig gene for trafikanterne, bliver gaden renoveret færdigt i først den nordlige side og herefter tager entreprenørerne fat på den sydlige side.

I hele renoveringsperioden vil der være adgang for bilister, men gade bliver ensrettet med indkørsel fra Fredericiagade ad Slots Allé. Mens renoveringsarbejdet står på, bliver p-pladserne inddraget i først den ene side og herefter den anden. I hele renoveringsperioden bliver der ligeledes skabt adgang til gadens butikker.

– Det kan ikke undgås, at det bliver lidt bøvlet og besværligt at færdes til fods i gaden, men vores entreprenør vil hjælpe med at sikre adgang til butikkerne og der vil være et fortov frit, først i den sydlige side og herefter i den nordlige side, når den del af gaden er færdigrenoveret, fortæller Thomas Thinghuus. Forventningen er, at hver side af gaden tager 5-6 uger at renovere og går arbejdet som det skal, vil renoveringen af Jernbanegade være færdig inden jul.

Også Banegårdspladsen bliver berørt af renoveringen af Jernbanegade. HedeDanmark har behov for at stille en del maskiner og skurvogne og inddrager derfor i renoveringsperioden en del af Banegårdspladsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel