Du kan være med til at samle skrald i naturen eller i dit lokalområde, når Kolding Kommune atter er med i Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling, Ren Dag 2020.
Hvert år afholder Danmarks Naturfredningsforening sin landsdækkende affaldsindsamling, hvor tusindevis af danskere går sammen om at indsamle og sortere affald fundet i naturen. I år afholdes Ren Dag søndag den 26. april.
– Kolding Kommune har støttet op om Ren Dag i over 10 år, og hvert år har vi rigtig mange borgere og foreninger, der melder sig som indsamlere og gør en forskel i naturen eller i deres lokalområde. I Kolding Kommune bliver der hvert år samlet tusindevis af kilo affald ind. Det er en indsats, der kan ses – og som vi sætter stor pris på, lyder det fra Lars Termansen Barsballe skov- og landskabsingeniør i Vej & og Park, Kolding Kommune.
Øget fokus på plast
I år retter Danmarks Naturfredningsforening et skarpt fokus på plastik i naturen. Danmarks Naturfredningsforening opfordrer derfor alle indsamlere til at sortere plastikken for sig, så det kan tælles. Dét synes Lars Termansen Barsballe er en rigtig god ide. For plastik er noget, der ses i naturen og i bybilledet i Kolding.
– Vi ser mange poser, flasker og andre former for plastemballager i kommunen. Og det er alle vegne. Langs naturstier, indfaldsveje, på standen og i gågader. Det kan godt være, at slikposen eller folien fra cigaretpakken ikke syner af meget, men naturen er rigtig mange år om at bryde den ned. Så det er absolut en affaldstype, der er værd at have fokus på. Jeg er spændt på at se, hvor mange kilo der bliver samlet ind.
Gratis affaldssække og et tilskud til mad og drikke
Hvis man har lyst til at være indsamler den 26. april, foregår tilmeldingen på affaldsindsamlingen.dk frem til den 27. marts, hvorefter Danmarks Naturfredningsforening sender affaldssække til de tilmeldte indsamlere. Som tak for indsatsen har Kolding Kommune lidt mere i ærmet, hvis man også tilmelder sig på kolding.dk/rendag2020.
– Vi kommer gerne og henter det indsamlede affald på privatadresser, hvis man ikke har mulighed for at køre det på genbrugspladsen. Redux – Affald og Genbrug refunderer udgifter til lidt mad og drikke, hvis indsamlerne er tilmeldt og registreret på kolding.dk/rendag2020, lyder det opfordrende fra Lars Termansen Barsballe.
Kolding.dk/rendag2020 åbner for tilmelding 3. marts. Refundering af udgifter til mad og drikke er max. 25 kroner pr. person. Begge tilmeldinger skal ske senest fredag den 27. marts.