Søndag dykkede to socialdemokratiske politikere ned på havbunden for at samle affald op.
Byrådsmedlem Elvis Comic og folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen var begge med, da Ocean Adventures Dykkercenter for femte år i træk lavede deres oprydningsdyk af havbunden ved Løverodde strand nær Kolding, skriver Ocean Adventures dykkercenter i en pressemeddelelse.
Den årlige affaldsindsamling fra Danmarks Naturfredningsforening fandt sted søndag. Denne event ligger samme dag som Ocean Adventures dykkercenter foretager deres første oprydningsdyk på året ved Løverodde strand nær Kolding, som er deres kyststrækning gennem Project Aware Fonden.
50 dykkere, vandhunde og strandgæster hjalp til i fællesskab med at indsamle 150 kilo affald på blot fire timer. Ocean Adventures Dykkercenter har adopteret kyststrækningen ved Løverodde og har forpligtiget sig til at rydde op og samle data ind på området.
To politikere deltog i dykningen
Byrådsmedlem Elvis Comic og folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen deltog i oprydningsdykket for at være med til at sætte fokus på budskabet omkring affaldsproblemet i havet.
– Først og fremmest var det en sjov oplevelse at kigge nærmere på livet i Kolding Fjord, da det for mig var første gang, jeg var i fuldt dykkerornat. Når det er sagt, var det temmelig chokerende, at vi på tyve minutter kunne finde den mængde plastik, bildæk, flasker og fiskeudstyr på relativt lavt vand. Der ender, hvad der svarer til en lastbil fyldt med plastik i verdenshavene hvert minut, og desværre får Kolding Fjord også sin del af affaldet, fortæller socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen og tilføjer:
– Det kalder på politisk handling men også på en holdningsændring helt generelt. Vi bliver simpelthen nødt til at stoppe med at bruge naturen som affaldsspand. Stor tak til Ocean Adventures Dykkercenter for oplevelsen og for jeres indsats for en renere fjord.
Sætter pris på at politikere lytter
Martin Pedersen, som er er ejer af dykkercentret, sætter stor pris på at politikerne lytter til budskabet fra havet.
– Der er ingen tvivl om at man som arrangør af disse events gerne vil have, at der bliver fundet en del, men samtidig gør det også ondt i hjertet at man på bare fire timer kan samle 150 kilo affald op fra havbunden. Det er tankevækkende at vi på fem år, stadig kan finde den mænge affald under overfladen, siger Martin Pedersen og fortsætter:
– Sidste år var det 250 kilo. Eventen er en isoleret indsats, men faktum er at havet rummer meget affald fra os mennesker og med den hastighed vi fylder det op, lurer et kæmpe miljømæssigt problem i fremtiden.
Martin Pedersen håber at dette emne er noget som vil præge debatten i et kommende Folketingsvalg, da havet virkelig fortjener at blive hørt.
Se billederne længere nede på siden…