Madspild, råvarer i sæson og grønne retter. Det er nogle af de emner, som Arla Pro underviser i, når storkøkkener fra hele landet deltager i Arla Pros gratis workshop kaldet Arla Pro LAB – bæredygtige vaner. Et af de køkkener, der har besøgt Arla Pro LAB er plejehjemmet Bertram Knudsens Have i Kolding.
For nylig gik Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet ud med 22 nye klimatips til danskernes madlavning. Men det er ikke kun ude i de danske hjem, at der er et øget fokus på klimaet. Siden september 2018 har 380 deltagere fra cirka 200 storkøkkener fordelt over hele landet deltaget i workshoppen ”Arla Pro LAB – bæredygtige vaner” for at få hjælp til, hvordan madlavning i de professionelle storkøkkener kan gøres mere bæredygtig.
Arla Pro LAB er en gratis workshop for storkøkkeners køkkenpersonale, hvor der blandt andet undervises i, hvordan man som storkøkken kan blive mere bæredygtige i hverdagen.
– Det kræver et stort arbejde at ændre vaner i et storkøkken. Derfor udviklede vi i 2018 en gratis workshop for storkøkkener med det formål at gøre det mere overskueligt og konkret for personalet at arbejde bæredygtigt, siger Jesper Vanghøj, marketingansvar for Arla Pro, i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Personalet i de danske storkøkkener vil opleve, at selv helt simple tiltag kan skabe bæredygtige resultater. Det gælder eksempelvis at vælge danske råvarer i sæson eller at gøre det muligt for forbrugerne at tage frokostrester med hjem til aftensmad for en billig pris.
Artiklen fortsætter under billedet…
Pressefoto.
Plejehjem har fået portionsanretninger og flere planter på menuen
Et af de ca. 200 storkøkkener, der har besøgt Arla Pro LAB, er plejehjemmet Bertram Knudsens Have i Kolding, der huser knap 100 beboere. Her har køkkenpersonalet længe haft en ambition om at arbejde mere bæredygtigt med deres madlavning, men de havde brug for et ekstra skub for at gå fra ambition til handling.
De tilmeldte sig derfor bæredygtighedsworkshoppen, for at få flere konkrete redskaber til at gøre madlavningen mere bæredygtig.
– Vi har længe haft et stort fokus på at arbejde bæredygtigt med vores madlavning. Det var derfor helt oplagt at deltage i workshoppen, for at få inspiration til hvordan vi kunne gøre det endnu bedre. Selv små vaneændringer kan have en afgørende betydning for bæredygtigheden i et storkøkken, fortæller Laila Stenholdt Kristensen, ledende økonoma i køkkenet i Bertram Knudsens Have, og fortsætter:
– Workshoppen gav os blandt andet interessante input til, hvordan vi kan mindske vores madspild gennem flere portionsanretninger, end vi allerede var vant til. Og så fik vi inspiration til flere plantebaserede opskrifter – uden at være alt for moderne for beboerne. Det har uden tvivl gjort os mere modige i køkkenet, og indtil videre er maden heldigvis faldet i rigtig god jord hos de ældre.
Arla Pro LAB holder lige nu pause fra workshops grundet COVID-19, og de forventes at blive genoptaget i 2021. Indtil da kan køkkenpersonalet med fordel gøre brug af de otte gode råd, som Arla Pro har udarbejdet for at mindske madspildet i de danske storkøkkener.