Kolding Netavis

Ny udstilling: Portrætter af mennesket bag den tyske besættelsesmagt

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

På biblioteket er der skudt en udstilling op. ’Der kom en dag’ er en lille udstilling, som viser et udsnit af portrætfoto af personer fra den tyske besættelsesmagt, der blev taget af byens fotografer.

Den 9. juni klokken 15 åbner Kulturudvalgsformand Jesper Elkjær udstillingen ’Der kom en dag’. Udstillingen kan besøges i Bibliotekets åbningstid, og husk coronapas eller negativ test.

Kolding Stadsarkiv rummer flere unikke samlinger fra lokale portrætfotografer, der har fotograferet under den tyske besættelse. Fotografierne er et spejl over de mennesker, som personificerede den tyske værnemagt, der havde indkvarteret deres tropper i byen. I Kolding by var der i løbet af besættelsen indkvarteret omkring 15.000 kvinder og mænd, og deres tilstedeværelse var tydelig i bybilledet lige fra 9. april 1940 til befrielsen i maj 1945.

”Udstillingen ”Der kom en dag”, har taget navn efter filmatiseringen af modstandsmanden Flemming B. Muus’ roman af samme navn fra 1955. Det er en indirekte reference til det modtryk, som blev rettet mod de personer, som de tyske portrætfotos repræsenterer”, fortæller Lene Wul, Stadsarkivar, Kolding Stadsarkiv, som er én af de tre partnere bag udstillingen.

Et rørende element i samspil med fotografierne er Tove Ditlevsens digt ”De tyske Soldater”, som Tove Ditlevsen skrev i 1945. Digtet lægger op til refleksion omkring den tyske tilstedeværelse – ikke bare som besættelsesmagt, men også som mennesker.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Museum Kolding, Kolding Stadsarkiv og Kolding Bibliotek, og efter åbningen den 9. juni besøges i bibliotekets åbningstid.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel