Kolding Netavis

Nu kan kandidater til fritidsfesten indstilles

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Nu kan du indstille din kandidat på fritids- og idrætsområdet.

Indstil dine kandidater nu! I Kolding siges der tak til de frivillige folkeoplysende foreninger i forbindelse med Årets Fritidsfest, der afholdes den 1. februar 2019. Festen er en tak til alle de foreninger, der løfter en kæmpe opgave ved at holde et utal af forskellige aktiviteter kørende. Ved Fritidsfesten uddeles Kolding Kommunes fire priser på Fritids- og idrætsområdet, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Årets leder

Foreningslivet ville slet ikke fungere, hvis det ikke var for de frivillige, som løser en lang række opgaver. Men hvem er det, der har løftet den frivillige opgave ud over det sædvanlige? Hvem er det, der på en bemærkelsesværdig, nytænkende eller inspirerende måde har taget et særligt initiativ eller ydet en særlig indsats inden for den frivillige verden? Personen kan være alt lige fra træner, stævnearrangør, materialemand, kampfordeler, lejrchef, sceneansvarlig, bestyrelsesmedlem eller hvad der nu findes af forskellige ildsjæle i foreningslivet.

Det er nu, du har mulighed for at beskrive den indsats, de gør og dermed måske give dem et ekstra skulderklap for det arbejde, de lægger i foreningen. Årets leder belønnes med 5000 kr. og skal være frivillig i en forening godkendt under Folkeoplysningsloven.

Årets forening og Årets publikumspris

Kender du en folkeoplysende forening, der har taget et bemærkelsesværdigt skridt, der gør, at de skiller sig positivt ud og fortjener udnævnelsen til Årets forening? Så lad os vide det. Skriv hvorfor det lige netop er den forening, der fortjener titlen som Årets forening og 10.000 kr.

Formålet med publikumsprisen er at påskønne og vise anerkendelse af de gode initiativer blandt det frivillige folkeoplysende foreningsliv i Kolding Kommune. Prisen gives til et projekt, en aktivitet eller et initiativ, der er med til at udvikle de folkeoplysende foreninger i Kolding. Det kan f. eks. være et samarbejde mellem foreningen og nye målgrupper, udvikling af nye aktiviteter eller måske en helt ny måde at organisere det frivillige arbejde på.

Alle kan indstille forslag til Årets publikumspris. Fritids- og Idrætsudvalget udvælger tre initiativer blandt de indkomne forslag, som herefter lægges ud til sms-afstemning til Fritidsfesten. Det initiativ med flest stemmer modtager Årets publikumspris på 7500 kr.

Kolding Elites Talentpris

Eliteidrætsrådet har indstiftet “Kolding Elites Talentpris”, der ydes til et særligt talent mellem 15 og 23 år eller en person, der har gjort en særlig indsats for at gøre det muligt at udvikle talenter.

Du kan være med til at bestemme, hvem der kan komme i betragtning til prisen, da alle har mulighed for at indstille kandidater. Hvem der skal modtage prisen på 5000 kr. besluttes af en jury nedsat af Eliteidrætsrådet.

Giv et ekstra skulderklap

Fritidsrådet i Kolding opfordrer til, at alle gode initiativer indstilles for at hylde dem og give et ekstra skulderklap. Det er svært at nå hele vejen rundt til de utallige frivillige og gode initiativer og takke dem, der gør en kæmpe forskel. Det er der nu mulighed for, så det er bare om at komme ud af busken og fortælle om alt det fantastiske, der sker i foreningslivet!

Indstillinger sendes til fr**********@ko*****.dk senest den 1. november.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel