Klovnene er tilbage på Kolding Sygehus.
Efter at have været borte fra børneafdelingen i et år på grund af corona, er hospitalsklovnene nu tilbage på Kolding Sygehus.
Vækker glæde
Det er noget, der vækker stor glæde – ikke alene hos de indlagte børn og personalet, men også hos formanden for foreningen Hospitalsklovne Trekantsområdet.
-Den melding har vi ventet på længe. Vi ved, at de indlagte børn i den grad har savnet at få besøg af hospitalsklovnene, så det må betegnes som dagens glade nyhed, at Gummitud, Fru Ib, Boiing og de andre klovne nu igen kan trække i arbejdstøjet, lyder det med glæde i stemmen fra Geert Madsen.
Som så meget andet i samfundet, har børneafdelingen på det nærmeste været lukket ned for besøgende siden marts 2020.
Det gælder også for hospitalsklovnene, som har fået mange meldinger om, at de har været savnet:
-Juhu, kommer det spontant fra Gummitud, som har savnet de små patienter lige så meget, som de har savnet hende.