Under coronakrisen har apoteket i Jernbanegade i Kolding i en periode haft tilladelse til drive-in apotek, så kunderne kunne blive betjent uden at forlade bilen. Den tilladelse udløber nu.
I takt med at nye dele af samfundet åbnes, kommer der flere mennesker i gågaden. Derfor trækkes tilladelsen til drive-in apotek nu efter dialog med apoteket tilbage, så det fra mandag den 18. maj ikke længere vil være tilladt at køre hen til apoteket – med mindre man kører i en handicapbil, oplyser Kolding Kommune.
– Med enkelte undtagelser er gågaden for gående. Nu kan vi forudse flere mennesker i midtbyen, og så har vi behov for at skabe luft mellem de gående, så vi også på den måde begrænser smitterisikoen, siger trafikplanlægger Maja Meldgaard Grøndberg.
Samtidigt bliver de midlertidige p-pladser i Klostergade fjernet. De var primært reserveret til borgere, som skulle til læge eller apotek i starten af coronakrisen. Den nærmeste p-plads til denne del af midtbyen er parkeringspladsen på Holmsminde, Føtex’ P-hus eller betalingspladsen i Borchs Gård.