Et nyt regnvandsbassin, der skal klimatilpasse området nord for Ndr. Ringvej og Kolding midtby, har sat skub i en større forvandling af Byparken. Nu er arbejdet færdigt.
Da Kolding Kommune og BlueKolding for år tilbage besluttede sig for at etablere et regnvandsanlæg, der skulle klimatilpasse området omkring Byparken, blev det samtidig startskuddet for en større forvandling af parken. Nu er både anlæg og renoveringen af parken afsluttet og derfor inviterer BlueKolding og kommunen til indvielse af både den nye bypark og regnvandsanlægget.
– Byparkens nye udseende med nye stier, træer, broer og blomster er blevet til i et samarbejde med naboer og andre interesserede og vi håber derfor, at de, og selvfølgelig også andre interesserede, har lyst til at fejre indvielsen sammen med os, så vi kan få sagt ordentlig tak for deres indsat, fortæller projektleder Louise Langschwager fra By- og Udviklingsforvaltningen i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.
Til indvielsen holder formand for Teknik- og Klimaudvalget Jakob Ville og formand for BlueKoldings bestyrelse Tanya Buchreitz Løwenstein sammen indvielsestalen. Regnvandsanlægget og renoveringen af Byparken er Kolding Kommunes og BlueKoldings første fælles klimatilpasningsprojekt.
Spiselige bede
Louise Langschwager har også planlagt, at elleve nye plantekasser i Byparken skal tilplantes med krydderurter og skovjordbær og håber, at deltagerne på indvielsesdagen vil hjælpe til med dette.
– Kulturhuset på Levisonsvej får to plantekasser, som er deres. De resterende ni kasser må alle høste fra, og jeg håber også, at der er naboer i området, der vil hjælpe med at passe dem. Hvis der er nogen, der skulle få lyst til at melde sig frivilligt, må de meget gerne henvende sig til mig på dagen, lyder det håbefuldt fra Louise Langschwager.
Vandets vej
Regnvandsbassinet har i øvrigt allerede vist sit værd, da der i marts måned var en episode med langvarig, kraftig regn. Bassinet kan rumme 4000 kubikmeter vand, som svarer til to olympiske svømmebassiner, og aflaster Marielundsledningen, som er en af Koldings tre store regnvandsledninger. På indvielsesdagen bliver der hængt nye plancher op, som forklarer den del af regnvandsanlægget, der er placeret under jorden og viser ”vandets vej” gennem Byparken.
Indvielsen finder sted fredag den 14. juni klokken 15.