Kolding Netavis

Nu åbner bibliotekerne for dette

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Nu åbner Koldingbibliotekerne igen for enkelte computere samt print og kopi.

Ikke alle borgere har adgang til en computer eller printer, så derfor åbner bibliotekerne nu enkelte computere, så alle borgere igen kan løse nødvendige opgaver som eksempelvis kontakten til offentlige myndigheder.

Det vil ikke være muligt at benytte computerne til for eksempel spil.

Print hjemmefra og fra mobile enheder

Hvis du har din egen computer derhjemme, men mangler en printer, eller hvis du skal have printet noget fra din telefon eller bærbare enhed, kan du benytte bibliotekets nye printsystem, der giver flere muligheder for print.

Fremover behøver du ikke medbringe et USB-stik, når du skal printe fra Koldingbibliotekernes printere. Du kobler bare din egen enhed op til printeren via en hjemmeside eller en app. Derefter kan du gå på dit lokale bibliotek og få dine print ud af maskinen.

– Det er et nyt system, der gør det nemt og sikkert at bruge bibliotekets printere. Man kan både printe fra vores computere, men man kan også bruge sine egne enheder. Uanset om man har dem med på biblioteket, eller om det er den stationære computer derhjemme, fortæller souschef Bethine Gregersen i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Dertil er der også den fordel, at man betaler direkte for det antal print, man skal have, hvor man i det gamle system skulle sætte penge ind på en konto først.

Printsystemet Princh er allerede et kendt system på andre biblioteker og på SDU i Kolding, så det er gennemtestet og meget brugervenligt.

På bibliotekets hjemmeside www.koldingbib.dk/printogkopi kan du læse mere om, hvordan du anvender bibliotekets printere hjemmefra.

Som hidtil er det også med det nye system muligt både at scanne og kopiere på bibliotekets maskiner.

Har du penge på din gamle printkonto?

Hvis du har penge på din gamle printkonto, skal du en tur forbi biblioteket for at få dem udbetalt. Det er nødvendigt, at du møder personligt op, da kun du har adgang til din printkonto. Du kan få dine penge udbetalt frem til udgangen af 2020.

Pengene kan ikke overføres til en ny konto, da man fremover ikke skal være oprettet som bruger for at kunne printe og kopiere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel